Kære klassekammerat

Kender du det pludselig at møde nogle gamle venner?
Nogen du fulgtes med igennem livet. En gang.
Mennesker der på en eller ande måde har sat sig
spor og aftryk. I dit liv.

Sådanne venner har jeg mødt. Igen. Ikke i levende
live sådan face to face. Men på Facebook.

Nogen af dem har jeg ikke set i noget der ligner 30 år.
Andre har jeg fulgtes med sådan hen af vejen.
Mine gamle klassekammerater.

Vi har lavet et klasserum anno 2013. Lagt billeder op.
Fra dengang. Delt historier, minder og fortalt om,
hvem vi er. I dag.

Jeg forundres over alle de år der er gået. Og på trods
af årene så er det tankevækkende, at jeg let som ingenting
ser tilbage. På de små drenge. Og pige. Glade smil.
Uden foretænder. Og rottehaler som drengene hev i.
Tilbage til en tid hvor ingen af os endnu havde erfaret,
hvad det ville sige at være voksen. Og ansvarlig. Sådan da.

Kære Klassekammerat
Jeg sidder her med et smil på læben. Glædes over
den samhørighed, jeg forsat føler med dig. I dag.
Du er en del af min historie. En vigtig del. Et vidne
og en brik i mit personlige puslespil.

Når jeg tænker på dig. Dig. Dig. Og dig. Så tænker jeg,
vi må havde været en god klasse. Med al den opmærksomhed,
glæde, fælleskab, samhørighed og en lyst til at lære hinanden
at kende igen. Så må vi havde været en ganske særlig og
ressource stærk klasse.

Pludselig mærker jeg en indre taknemmelighed. Taknemmelighed
over nogen en gang for længe længe siden besluttede, at lade
mig gå børnehaveklassen om. For uden den beslutning
var du ikke blevet MIN klassekammerat.

Du gør mig glad. Taknemmelig. Og en smule stolt.
Tak for det du var. Og er. I mit liv. Du bringer smil på min læbe
Og glæde til mit sind. Bare så du ved det…………

Til en ganske særlig kvinde. På mors dag.

Efter at havde boet i 2 andre lande og 2 meget anderledes kulture
er min stolthed og taknemmelighed over at være dansker styrket.
Danmark er på mange måde mulighedernes land, og i tiden ude
er mit syn blevet skærpet til at se, hvor godt vi har det. I Danmark.

Også alligevel, tænker jeg, hvor godt har vi det egentligt i Danmark?
På den gode og nærværende måde. Der hvor vi kommer hinanden ved.
Har brug for hinanden. Er opmærksomme på hinanden. Giver omsorg.
Og kærlighed. Hjælper. Og støtter hinanden.
Hvordan ser det ud med det. I Danmark?

Jeg er undren over, at et lækkert lille menneskebarn bliver
svøbt i et håndklæde og starte sit lille liv i to indkøbsposer.
Efterladt. Alene. I Danmark.

1001 spørgsmål popper frem i min bevisthed.
Hvordan kan det lade sig gøre. I Danmark?
Kan en kvinde være gravid i Danmark uden nogen kender til det?
Har hun været alene eller er der andre involverede? Er kvinden dansker
eller er hun her illegalt? Hvorfor er der ikke nogen der ved noget?
Bliver øjnene lukket fordi vi ikke ønsker at blande os i vores næste,
eller hvad sker der Danmark?

Jeg føler mig meget overbevist om, at barnet trods den hårde start på
livet, nok skal klare sig. Mange familier står heldigvis i kø for at
skabe et kærligt hjem til denne lille pige. Og det tyder på at myndighederne
har fundet og vurderet den mest egnet familie til det lille menneskebarn.

Men hvad med kvinden, pigens mor? Hvem tager sig af hende?
Uanset om hun er blevet tvunget til at give sit barn væk, eller selv
har følt sig så presset, at hun har oplevet at der ikke var nogen anden
udvej, så forestiller jeg mig, at denne kvinde må føle sig afsindig alene.
Det er ikke uden grund at man er forbundet til et nyt liv i 9 måneder,
for umiddelbart efter fødslen at lade sig adskille.
Noget er som det ikke skal være! Det ved jeg bare.

En ting er at jeg nogen gange føler mig alene. I et fremmed land. Noget
andet er, at jeg ikke ønsker at føle mig alene i Danmark. Så imens jeg
reflektere over, hvordan jeg selv kan være med til at bevare min stolthed over
at være dansker, så tænker jeg på denne kvinde. På mors dag sender jeg hende
min aller kærligst tanker. Kære kvinde, jeg ville ønske, at jeg viste, hvem du er.
Så ville jeg nemlig gøre mig rigtig umage med at komme i kontakt med dig.
I stedet håber jeg, du på en eller anden måde kan fornemme en mors hjerte.
Til en anden mors hjerte. Mit hjerteslag. Til dit hjerteslag.

Pay it Forward

For kort tid siden. Helt præcist i januar, hvor jeg på det nærmeste lige havde taget
hul på et helt nyt år, og sad helt klar på første stole række til at erfare, hvad året ville bringe.
Og i mit hjerte havde en fornemmelse af, at dette år ville skabe forandring.
På den gode måde.

Så jeg dette indlæg hos et par facebookvenner;
“2013 Pay-it-forward: De første 5 personer, der kommenterer denne status, vil modtage en gave
fra mig i dette kalenderår; Det kan være et håndskrevet brev, hjælp i haven, nyplukkede blomster o.s.v.
Det kan være noget der er købt i en butik, men det kan også være hjemmelavet. Med andre ord en overraskelse.
Du ved ikke hvornår, det kommer bare, når øjeblikket er rigtigt.

Så hvad går det ud på?? Disse 5 mennesker skal selvfølgelig gøre det samme på deres Facebook status!
Og så ruller de gode gerninger forhåbentlig ud over det ganske land.”

Jeg tøvede ikke et sekund med at skrive det på min egen facebook væg.
På det tidspunkt anede jeg jo heller ingenting og sprungne vandrør. Hjemme i mit lille Noa hus.
Midt i damefrokost. Med ukendte damer. Jeg aldrig tidligere havde mødt…………..

Nej, på det tidspunkt var jeg mere grebet af den gode stemning og kærlige ånd. Og inden jeg nærmest
nåede at aktivere den, så var der 10 friske kvinder som havde skrevet sig på.
10 kvinder som jeg kendte. Og ikke kendte. Da sådanne gode gerninger har det med at forputte sig,
flød jeg med det kærlige budskab, og sendte mine overraskelser ud i verden. Med det samme.

Ligepræcis fornemmelse af hvor god en ide det egentligt var havde jeg helt glemt, da jeg i forrige uge
var i gang med at vække mit lille søde Noa hus til livs efter vinterens kolde hi. Og erfarede at GAMLE rør
ikke havde overlevet vinterhiget og dermed aktiverede springvand. Med andre ord jeg kunne ikke
åbne for vandet, før en VVS´er havde været forbi og stramme op på sagerne (og sådan en kan godt være svær
at få aftale med, når nu man skal. Jeg siger det bare………..).
Lige præcis der var jeg ikke super happy for mit friske pay forward arrangement. For lige om snart ville
4 fremmede kvinder komme til damefrokost. Hos mig.

Udover de sprungne vandrør begyndte jeg også at gå i panik, for tænk nu, hvis vi ikke kunne finde på
noget at tale om. Set i bakspejlet er det måske en anelse paranoidt at tror 5 kvinder sidder musse stille
og kikker på hinanden. Uden at få et eneste ord ud over læberne. Så for at kompensere på frygten for de manglende
ord og dække over de sprungne vandrør, sørgede jeg for rigeligt af min egen franske ynglingsdrik – kir royal.

Inden vi mødtes havde vi det til fælles, at alle var facebook venner med mig. Ingen af os havde mødt
hinanden privat. Da vi mødtes viste det sig at udover at være kvinde og aktiv på facebook, så var
vi en sundhedsplejeske, en adoptivmor, en tidligere voksen adopteret (adoption ophævet), en kvinde der
som teenager blevet tvunget til at bortadoptere sit barn og senere genforenet med ham,
og til sidst mig som udover at havde arbejdet med adoption er datter af en mor, som blev afleveret på
børnehjem dagen efter hun kom til verden og senere adopteret ind i en ny familie. Om vi havde noget at
tale om? Oh la la………………

PS: Jeg kan varmt anbefale Pay Forward, vil dog anbefale dig, at du tjekker dine vandrør inden du friskt invitere hjem til dig

Hvordan slår dit hjerte…………..

Husker du mon Masho?
Den lille søde pige med de meget
brune øjne som ved juletid var
på forsiden af alle landets aviser.
Midt i julekomsammen og gave
indpakning havde vi alle mulighed
for at se hendes lille skræmte hjerte og
spejle os i hendes blanke utrygge øjne.

Masho ramte mit hjerte
så meget, at jeg meldte mig aktivt
ind i debatten. Min ryst var ikke
ligefrem velkommen i alle kredse,
og jeg mærkede tydeligt hvad det
betyder at være i mindretal.

På Mashos og fremtidige adopterede
børns vegne glæder det mig meget
at læse dagens aviser. Socialministeren
træder i karakter og selvom det ikke ændre
lille Mashos liv, så har hendes triste øjne
og hjertegribende historie været med til at
kaste lys over adoptionens barske skyggesider.

Hvordan mon lille Mashos hjerte har det i dag?
Jeg ved det ikke, men hendes barske livs-
historie minder mig om vigtigheden af at
små hjerter er skrøbelige. Også hos voksne.
Kærlighed, forståelse og rummelighed er
livgivende kilder, som vi alle har brug for at trække
vores vejr igennem. Hjerterytme skaber liv.
Det er ikke ligegyldig i hvilken rytme hjertet slår.

Hvad med dig.
Tænker du mon nogensinde over,
hvilken rytme dit hjerte slår?

At turde elske………….

Idag er det grå mandag. Jeg har tændt et enkelt starinlys, og
lytter til Sørens Huus rolige, dybe og melankolske tekster.
Imens triller tårene ned af mine kinder.

Jeg har elsket. Og jeg har mistet.
Mit hjerte græder. Min sorg er stille.
Og helt igennem ægte.

I går var jeg akut på vej hjem til Danmark.
Jeg var forberedt på, at denne rejse
ville være sidste gang, jeg så min
elskede, mest bløde og kærlige Mullekat.
I live. Jeg nåede aldrig Danmark.
Den søde Mullekat tog sit sidste åndedrag
i går formiddags. Omgivet af den mest
kærlige familie der har været hans plejefamilie
igennem de sidste 5 år.

Nu tænker du måske. Nå, er det bare en kat?
Sådan var det ikke med Mullekatten.
Han var ikke bare. Noget som helst.
Mullekatten var et levende bevis på, at størst
af alt er kærlighed. Han havde dårligt hjerte,
og fik dagligt hjertemedicin.
Ifølge dyrelægen skulle han havde været død. For mange år siden.

Mullekatten havde ikke sådan tænkt sig at dø. For han havde
hele to familie der elskede hans smukke kattevæsen. Højt.
Mullekatten havde en særlig evne til at få al den opmærksomhed.
Omsorg. Og kærlighed. Præcis som han ville have det.

Mullekatten ikke blot gav mig en masse. Han lærte mig også
en hel del om kærlighed. Om at turde give slip. Uden at miste.

Når jeg kom til Danmark, kom Mullekatten altid hjem til mig.
Det tog kun et øjeblik, så var det som om, at vi havde været sammen igår.
Han følte sig hverken svigte. Forladt. Eller forudrettet.
Han var kærlighed. Glæde. Og tryghed.

Det bliver tomt at komme hjem til det lille Noa hus. Nu.
Aldrig mere se ham løbe glædesfuldt på marken.
Lege tag fat med musene. Aldrig mere havde ham liggende
spindende på min mave. Aldrig mere falde over ham, fordi
han om morgnen spæner hen til døren for at komme ud.
Aldrig mere røre ved hans sorte smukke pels.
Aldrig mere…………..

Hvis der overhovedet findes nogen kattehimmel,
så befinder Mullekatten sig der.

Uanset hvor ked af det jeg er lige nu, så er jeg
taknemmelig for, at jeg turde elske. For hvor har han
givet mig ufattelig meget. Ham min søde elskelig Mulleuldtot.

I kærlighed TAK

Kender du det…………

I dag har du besluttet dig for,
at sove længe.
Skal vi sige længere end til kl. 04?

Præcis kl. 04. Så ligger du der.
Fortæller dig selv, “sov nu”.
Først på den blide måde.
Så på den pæne måde.
Efter endnu mere karten rundt,
prøver du meget irriteret,
at overbevise dig selv om,
at du skal sove. Nu.
Til sidst er du SÅ vågen, at det også
kan være lige meget.

På en måde kan der være noget
fantastisk produktivt ved sådanne nætter.
Eksempelvis er det endelig lykkedes mig
at færdiggøre en meget længe ventende
eksamensopgave. Længe som i ved juletid.
Ja, faktisk måtte jeg børste den fri fra
guldglimmer, før jeg kunne færdiggøre den.

Overspringshandlingerne har stået i kø.
Den ene. Efter den anden.
De er på det nærmeste kommet snublene.
Det gør de ikke længere.
For nu er opgaven. Færdig.
Sent. Afleveret.

Næste gang jeg ligger der og ikke kan
sove, må jeg huske mig selv på, at kl. 04
faktisk er et glimrende tidspunkt at
børste guldstøv………

At vove er at miste fodfæste for en stund………….

På mit ungpige værelse hang der bl.a. en fin pink plakat
med en smuk stor sommerfulg på. Der stod:

“At vove er at miste fodfæste for en stund.
Ikke at vove er at miste livet”.

Jeg har altid troet, at det var et Søren Kierkegaard citat.
Altså lige til igår, hvor jeg pænt spurgte
biblioteksvagten.dk, om de ville hjælpe mig med
at finde det originale citat og fra hvilken bog.

Jeg fik et noget overraskende svar. Ikke lige
hvad jeg havde forventet. Overhovedet.
Svaret har jeg lyst til at dele. Med dig.

 

“Referencen, ÅRG. 26, NR. 2 (1996)

En historie om hvordan et citat kan blive citeret så ofte forkert, at selv
eksperterne tror det er rigtigt

For ca. ti år siden fik vi på KKB's læsesal første gang en forespørgsel
om, hvorfra følgende Kierkegaard-citat stammer:

At vove er at miste fodfæstet et kort øjeblik - ikke at vove er at miste
livet/miste sig selv.

Med ihærdig iver gik jeg i gang med at finde citatet - fandt det ikke, men
kunne ikke rigtig få det ud af hovedet.

Billeskov Jansen:
Nogle år senere var der en lille notits i Politikens dag-til-dag rubrik,
hvor Randers bibliotek efterlyste oprindelsen. Ingen reaktioner fra læserne
før lang tid efter, hvor Billeskov Jansen skrev, at det ikke var et
Kierkegaard-citat, men historien omkring det var for lang til at gengives i
den lille rubrik.

Igen gik nogle år, og oftere og oftere blev citatet anvendt. Så en dag bed
jeg hovedet af al skam og ringede Billeskov Jansen op. Han havde
selvfølgelig gennemchecket alt uden resultat, men kendte historien bag
citatet. Han gengav den i telefonen, og sluttede samtalen med ordene: "Og for
øvrigt tror jeg tiden må været kommet til at skrive en kronik om
historien". Hvilket han gjorde i Politiken 8/12 1990. Jeg gengiver her
essensen:

Kronik i Politiken:
"Onsdag den 23 september 1982 bisattes den svenske finansfyrste Marcus
Wallenberg fra Jacobskirken i Stockholm under stor deltagelse, også fra
dansk side. Biskop Lars Carlzon brugte som udgangspunkt for sin tale en
tekst, han henførte til Søren Kierkegaard: At vove er at tabe fodfæste en
kort stund. Ikke at vove er at tabe sig selv. Få dage efter fik jeg en
henvendelse fra Rederiet A.P. Møller: dette sted er interessant, hvor står
det hos Kierkegaard? Min eftersøgning og forespørgsel andetsteds gav kun
som resultat, at citatet kunne i hvert fald i denne form ikke være fra
Kierkegaard. Jeg skrev til biskoppen, som venligt sendte mig et trykt kort
som var hans kilde: Att våga er att förlora fotfästet etc. Med
forfatterangivelse: Søren Kierkegaard. Kortet er produceret af firmaet
Upside, Stockholm. Herfra henvistes til forhandler for Danmark: Galleri
Magdalene, Odense, som leverede citatet på svensk og engelsk: To dare is to
lose your foothold for a moment etc. Samt præsenterede et brochureblad med
25 visdomsord på engelsk og tysk. På spørgsmål om udvælgelsen af tekster
til denne slagkraftige serie svaredes fra Sverige, at Kierkegaard-citatet er
taget fra en svensk citatbog. Samtidig dukkede det besættende citat op mange
steder. I Politikens kronik 26.12.85 af Jørgen Trugved. I en artikel af Poul
Larsen om John Tranum 28.12.86. I en artikel om Kvinders mod i Vi i Norden
1986, nr.1. Bibliotekerne får forespørgsler og telefonen ringer her."

Senere i kronikken påviser Billeskov, hvor i Kierkegaard-litteraturen
citatet kan være udledt og forvansket fra. Læs selv - det er interessant
læsning.

Netop som jeg var i færd med at tænke over dette indlæg, faldt jeg over et
biblioteksomdelt bogmærke udgivet af Folkeuniversitet i Roskilde med
speciale i Kierkegaard. Blikfanget på bogmærket er citatet. Jeg ringede til
Roskilde, hvor man bedyrede, at jeg var helt gal på den, og at man straks
ville sende mig en kopi af henvisningen. I skrivende stund har jeg kun fået
beklagelser over, at det ikke lige er sådan at genfinde - det må vi som
bibliotek da også kunne selv."

 

Jeg ved ikke med dig, men for mig er det dældulme interessant læsning.
Det minder mig om vigtigheden af, at jeg har styr på mine kilder og referencer.

PS: En af mine søde facebook venner har fundet frem til at den oprindelige kilder skulle findes i disse værker;
“Efter en udførlig redegørelse for citatets mange former, mener Billeskov Jansen dog at kunne lokalisere
den oprindelige kilde til følgende citat fra Sygdommen til Døden. En christelig psychologisk Udvikling til
Opbyggelse og Opvækkelse af Anti-Climacus udgivet af S. Kierkegaard, C.A. Reitzel 1849, 1ste Afsnit,
C, A, a, β, »Endelighedens Fortvivlelse er at mangle Uendelighed«, SKS 11, 150 /”