Tanker til Dig

Posted: 17. april 2014 in Ikke kategoriseret

Palmesøndag gik de i et langt følge. Jeg antager, de gik i Jerusalems gader. I Jesu fodspor. Selvom de
gik udenfor mit vindue. De var der alle sammen. Biskoppen. Padderne. Nonnerne. Koret. Og menigheden med.

Det er nærmest umuligt ikke at kikker ud af mit vindue. Kikker på den majestætiske bygning der tårner sig op.
“Min” Notre Dame, kalder jeg den ydmygt. Jeg tænker tit, om du er mest indenfor. Udenfor. Eller om du mon er,
her hos mig? Her i min stue. Allestedsnærværende står der skrevet. Mon du er der?

Allerede som lille lærte jeg, at kende dig. Bede bordbøn. Og fadervor. Min farfar og farmor tog mig med.
Jeg havde mange spørgsmål. Allerede dengang. Og undre mig, kunne jeg også. Indtil min mor, sagde stop.
Da jeg ville grave de døde op. Ville blot finde ud af, om det var sandt at de fløj op. Til dig.

Nogen gange får jeg lyst til at være barn. Igen. Have en far. Og en mor. Der tager sig af mig.
Puster på mig, når jeg græder. Stryger mig over håret og siger nååååh. Kikker på mig med kærlige øjne.
Trykker mig kærligt ind til sig. Er overbærende. Giver mig tryghed og tillid til at alt er som det skal være.
Og elsker mig på trods! Nogen gange gider jeg ikke være voksen. Den ansvarlige. Fornuftige.
Den der forstår så meget. Rummer det hele. Står igennem det hele. Og tager kloge velfunderede valg.

Jeg kikker stille ud af mit vindue, og tænker er du der? Her hos mig? Jeg har brug for dig.
Din styrke. Og kærlighed. Brug for at du holder om mig. Holder om mit <3 Puster på det. Blidt.
Og nænsomt. Brug for, at du fjerner mit håb. For altid. Hvis du er der, så behøver jeg ikke forklare.
Du kender til det hele. Hvert et ar. Hvert et savn. Da jeg var lille, gav du mig tro, håb og kærlighed.
Uanset hvor mange snørklede veje jeg har trådt i livet, så har kærligheden altid været min vej.
Størst af alt er kærlighed. Også i mine tanker. Til dig.

Ved du der er brug for DIG?

Posted: 15. april 2014 in Ikke kategoriseret

Og nu til noget helt andet…
Med en lille hilsen til dig, fra Lone i Roskilde Brydeklub

Er du frisk?
Så er det nu du skal melde dig, hvis du vil med på Roskilde festival 2014, og møde en masse glade,
fjollede og skønne medarbejdere, som gør en KÆMPE forskel og hjælp for vores børn i brydeklubben.
Du skal være født i 1996 eller før, og kunne påtage dig 4 x 8 timers vagt som servicevagt.
Du vil blive forplejet med både mad og drikke under alle 4 vagter.

I år skal vi være væsentlig færre end vi plejer, og det betyder, at vi ikke har nær så mange
pladser som de forgående år. Til gengæld har vi fået åbningsvagten på vest, som betyder,
at man kan brænde to vagter af, allerede den første weekend, og kun højst 1 nattevagt og 1
under musikken, ud af de 4 vagter. Så kan man nyde resten af tiden som en fri og fjollet fugl,
og nyde en masse god musik, som efter sigende skulle være et super program i år.
Meld dig på vores hjemmeside, eller skriv dine data til:
Roskilde.brydeklub@gmail.com
VI GLÆDER OS TIL AT SE DIG

Mit hjertet bløder

Posted: 3. april 2014 in Ikke kategoriseret

I dag er det en måned siden, at jeg var ved at vikle afmonteret stikkontaksledninger
ind i isolationstape. Ledninger som jeg vel og mærket troede var uden strøm. Det var de ikke.
Fandt jeg ud af. Samtidig små 3 kilometer væk, lå min far. For døden. Det fandt jeg også ud af.
Nogen lever. Og nogen dør. Det hele er en del af livets proces. Vil jeg mene.

I den sidste måned er det gået op for mig, hvor meget der kan ligge gemt i et helt liv. Så meget at
jeg er helt træt af at tænke på, hvad jeg har været igennem den sidste måned. Ja nærmest udmattet.

Døden er smuk, har jeg set. Det er livet ikke altid, har jeg også set. Disse oplevelser giver mig
et inderligt ønske om at gøre livet smukkere. Allerhelst vil jeg slette det grimme. Skabe en ny og
smukkere historie. Det kan jeg ikke. Heller ikke selvom mit hjerte bløder, og jeg får lyst til at nægte,
at det er som det er. Få det til at forsvinde med et trylleslag. Jeg ved godt det ikke kommer til at ske.

I denne tid bliver jeg mindet om det hele. Arene bliver revet op. Igen. Og igen. De bløder.
Jeg forbinder. Og puster. Nogen begivenheder er værre for mig end andre. Det får mig ikke til at holde
mig væk. Jeg giver mig selv lov til at sørge. Også selvom jeg muligvis ikke bliver forstået. Altid.

Jeg er forsat udmattet. Føler mig alene. Også når jeg er sammen med andre. Mit overskud er ikke stort.
Det er min sårbarhed tilgengæld. Jeg er med det hele. Der er dage jeg har lyst til at rende væk. Jeg gør det ikke.
Mit hjerte bløder. I dybe rødlige lag. Det tager den tid det tager. At erkende at det er som det er.
Uanset hvor meget jeg skurer og skrubber, så bliver det der i virkeligheden betyder noget. Aldrig smukkere.
Jeg tror på, at jeg forstår det en dag. Måske når mit hjerte ikke længere bløder?

Tak

Posted: 21. marts 2014 in Ikke kategoriseret

Nogen gange kan virkeligheden godt overmane mig. Lige nu står jeg et ret svært sted, og af mange årsager er jeg rystet i mit inderste. Der er nogle mennesker jeg gerne vil takke for kærlige og hjælpsomme arme. Til mig.

Tak til dig. Dig. Og dig der har sendt blomster, breve og kærlige ord. Det varmer mit hjerte at mærke, at du tænker på mig.

Tak til Lone og Judith, der som den største selvfølgelighed iførte sig solidt arbejdstøj og ændrede venindebrunchen til en arbejdslejer. Tak til min kære veninde Christina, der på trods af alt sit eget har lyttet til mit overdådige vandfald og kommet med lækkert hjemmelavet take away mad. Tak til Mullekattens plejeforældre der altid står med kærlige og åbne arme. Tak til min underbo – Anna, der på flere kilometers afstand kan se, at jeg trænger til et knus. Og hjemmebag. Tak til min søn, mor, bror og svigerinde der på trods af alt mødte op og gav en solid hånd til at få hul på det virkelige uoverskuelige.

Tak til min allerdejligste mand, som har været nødsaget til at være det meste af tiden i Frankrig, og været noget bekymret for mit helbreds ve og vel. Både fysik og psykisk. Og selvom han normalt ikke er en der taler med store bogstaver, så har han fået mig til at indse, at jeg skal slappe af. Nu. Og som altid rummer han mine følelsesmæssige udbrud der fortiden svinger pendulet. Imellem lys. Og mørke.

TAK til min kæreste Mike, der nærmeste bogstaveligt talt har båret mig rundt i 14 dage! Mike, hvis det ikke havde været for din solide støtte og styrke, så havde jeg for alvor været æseldyr, gået i hi og sovet i 100 år til alt var lykkeligt overstået. Og glemt. Tak fordi du har været der så meget. Jeg er imponeret over din handlekraft, dine lederevner, din rå styrke, og at du har kunne tage det mest uoverskuelige af det hele som en skattejagt. I brydeklubben er dit motto ”kom glad”. I denne oprydningsfasen hvor jeg mere end en gang er gået kold, så har du med bestemthed og smil i øjet sagt; ”hvad skal vi have?”. Og midt i det hele har du fået mig til at smile, når jeg total udmattet har svaret; ”fart på”. Du er en ganske særlig ung mand der når det virkelig gælder gør alt hvad du kan for at støtte dem du elsker (ikke kun mig!). Med tårerne trillende ned af mine kinder takker jeg for din unikke kærlighed. Det er med taknemmelighed og stolthed, at det er mig der er din mor. I blod. Hjerte. Og sjæl. Altid.

Jeg har fortiden rimeligt meget at forholde mig til og tage mig af. Alle aftaler er stort set aflyst og dagene alligevel fyldt ud fra morgen til aften. Og natten har det med at holde mig vågen. Efter omstændighederne går det ok når jeg er i gang. Det er langt svære når jeg blot er, så kommer de mange lag af sorg og den dybe genkendelse af alenehed har det med at overmane mig med en voldsom tristhed. Jeg har det, som jeg har det, og det er kun tiden der kan ændre på det. Sådan er det bare. Det er dejligt at mærke, når jeg er omsluttet af kærlige og hjælpsomme arme. Fra mit hjerte. TAK.

Størst af alt er kærlighed!

PS: Til midnat kommer min elsket Claus. Så ser du lige mig, kaste mig i hans solide, trygge og kærlige favn. Godt han er gammel professionel judomand. Han falder ikke omkuld. Det ved jeg bare.

Dit sidste hjerteslag er slået…..

Posted: 12. marts 2014 in Ikke kategoriseret

Er det muligt at forberede sig på dødens komme? Jeg ved det ikke. Da 2013 gik til 2014 viste jeg at det ville være året, hvor du skulle dø. Jeg kunne mærke det i mit hjerte. Jeg var bevist om at døden stødt og roligt nærmede sig dit liv, og alligevel var jeg uforberedt på at blive ringet op og få af vide, det er NU!

Kære far, da jeg kom lå du kold og urolig. Jeg pakkede dig varmt ind, fortalte dig, at du ikke skulle være bange. Du var ikke alene. Mere. Jeg holdte din hånd og mærkede at den blev varm i takt med, at du faldt til ro. Stille og roligt blev din vejrtrækning langsommere og langsommere. Du kunne tydeligt mærke, at jeg var der, sagde de. Da du mærkede min hånd og hørte min stemme, gav du slip. Sammen fulgtes vi så tæt det var muligt i dine sidste timelige hjerteslag. Med tårerne trillende ned af mine kinder, så jeg i stilhed på, hvor smukt og fredfyldt døden nænsom gik dig i møde. Døden var dig nådig.

Kære far, dit levet liv var en modpol til den mildhed døden mødte dig med. Jeg har bedt til at din død måtte være hurtig og nænsom mod dig. Din død overgik mit største håb! Mine tårer i dag handler derfor mest af alt om tabet af liv, år, fællesskab, samhørighed, tryghed, kærlighed. Tabet af familie. Jeg savner det hele. Ikke mindst nu. Mine tårer handler om alt det der ikke blev. Og er. Den sorg vil jeg altid bærer i mit hjerte!

På billederne fra min barndom, kan jeg se den lille pige lyser af vinende begejstring til sin far, som sidder med hende, og kikker på hende med stolte og kærlige øjne. Noget hindrede dette kærlige samspil i at forsætte ind i en tæt tilknytning og samhørighed. Som årene gik blev vi mere og mere adskilt fra hinanden, der var endda år, hvor vi ikke havde kontakt, fordi jeg havde svært ved at rumme og acceptere din måde at være i livet på. Min vrede sørgede for at holde afstand.

Kære far, jeg er for længst holdt op med at være vred. De sidste mange år har jeg kun haft ønske om at gøre mit til, at dine sidste år skulle være så gode for dig som muligt. Da vi for ganske få måneder siden var til indskrivningssamtale på det kærlige plejehjem, blev du spurgt, hvem dit netværk var. Jeg kommer aldrig til at glemme, da du med dine rolige blå øjne kikker på mig med noget bekymring, og langsomt spørg mig; ”Det er du, ikk?” Jo far, jeg er dit netværk. Altid.

Kære far, dit liv var fyldt af alenehed. Dit levet liv er mit værdifulde vidnesbyrd på, hvor vigtige livets valg er, og hvor dyrebare og omkostningsfulde konsekvenserne kan være ved ens valg. Du – kære far, har om nogen lært mig, at valg kan have en ufattelig høj pris.

Far, du lærte mig at have en særlig kærlighed til træ. Jeg kan forsat huske den livgivende duft af frisk savsmuld der lå på gulvet i dit værksted. Jeg sætter pris på godt håndværk, og jeg kan nærmest falde i svime over et stykke træ der mærkes silkeblødt glat. Derfor var der ingen tvivl i mit hjerte, du skulle naturligvis ligges i en trækiste. Hold da op hvor jeg græd, da jeg så dig ligge der og var med til at lægge låg på. Intet levende menneske er længere i stand til at se dit sidste fredfyldte smil i verden. Heller ikke jeg.

Og jeg græd for alvor, da jeg skulle rydde op i din pung. En gråd der kom helt tilbage fra min barndom indeholdende en sådan styrke og kraft som kun kendetegner den dybe og forløsende gråd. I din pung fandt jeg små sedler, som jeg har skrevet til dig igennem tiden. Jeg fandt indsigter ved det jeg ikke fandt og derfor alligevel fandt. Indsigter der går så meget i mit hjerte, at det føles som om det bløder. Igennem marv og ben. Og så var der billederne. Billederne af min mor. Min bror. Og mig. For dig holdte vi aldrig op med at høre sammen, sådan var det bare. Du bar os med rundt. Altid.

Vi skulle havde bygget huse sammen, du og jeg. Det blev ikke til noget fællesbyg i livet, så jeg har givet dig din tommestok med til evigheden, for hvem ved, måske du og jeg en gang kommer til at bygge de smukkeste paladser. Sammen. Der på den anden side. Og så gav jeg dig et billede med af dig og mig. For intet skal holde os adskilt. Igen, far. Heller ikke døden.

Kære far, dit liv og død var i stærk modpol til hinanden. Din død er alt det som dit liv ikke var. Du blev smukkere og smukkere i takt med at dit åndedrag blev svagere og svagere. Da dit sidste hjerteslag var slået lå du med et fredfyldt smil på dine læber. Ingen mennesker kan være i tvivl om, at du er kommet derhen, hvor der er godt at være. Du er endelig kommet hjem, far.

En mandag klokken 14:47 slog du dit sidste hjerteslag. Det hele gik så stærkt og stille, at jeg ikke kunne nå at følge med. Til sidst måtte jeg blot acceptere, der kom ikke flere slag. Det var slut. Du var død. Din sjæl allerede på vej. Borte. Væk. Du blev stille og rolig koldere. Og koldere. Igen. Dit nøjsomme liv er forbi. For altid. Jeg er nu for alvor uden en far.

Kære far, vi sluttede som vi startede. Sammen. Tak fra mit hjerte! Jeg forestiller mig, at der er smukt på den anden side, og du ligger på velduftende og frodige grønne enge og ikke mindst, at du nu er omsluttet af nærvær og kærlighed. Jeg vil bevare mindet af dit sidste smil. Altid. Far vel, kære far, jeg sender dig af sted med lys. Fred. Og kærlighed. Størst af alt er kærlighed.

Din datter i timeligheden. Og i evigheden. Altid……

<3 FRED <3

At være taknemmelig i kærlighed

Posted: 26. februar 2014 in Ikke kategoriseret

I 2004 var jeg igennem en virkelig hard core skilsmisse.
Ægteskabet var mildt sagt en katastrofe. Det var tydeligt.
Selv for mig. Alligevel var jeg frosset fast. Hele
min barndom og voksenliv, havde jeg haft EN drøm. “At være
en harmonisk familie!” Det var så skamfuldt og smertefuldt
for mig at erkende, at det ikke lykkedes for mig at skabe harmoni
i at være far, mor & barn. Det var min anden skilsmisse, og
jeg kunne ikke bære at se folk i øjnene, ja dårligt heller mig selv.
Så meget skammede jeg mig. Og som om det ikke var nok, så
følte jeg mig skyldig. Skyldig i forhold til min elskede søn,
over hvad jeg som hans mor ikke formåede og bød ham. Jeg var
på godt og ondt hans spejl i verden…..

Dengang var jeg handlingslammet, og heldigvis var jeg omkranset
af mennesker der gav mig et nænsomt skub, og støttede mig
både kærligt, omsorgsfuldt og praktisk igennem hele forløbet.
Ægteskabet ende med en retsag, da min daværende mand ikke ville
lade sig skille. Oplevelserne satte sig dybe spor i mig, og min
tilknytningshistorie blussede frem på fuld skrue. Heldigvis
valgte jeg at tage mig selv alvorlig, og gik igennem flere år,
i terapi for at finde tilbage. Til mig.

Jeg har lært at leve med min historie, og selvom jeg aldrig kommer
til at glemme den, så ved jeg idag, at jeg skulle så langt ud for
at få øje på hvad mit fundament byggede på, og få gjort noget ved det.
Med andre ord at jeg som en voksen kvinde skulle bevæge mig fra at være
offer til at være ansvarlig og tage mine handlinger, muligheder og valg på mig!

I taknemmelighed til de mennesker der i den grad stod mig bi dengang,
og som aldrig svigtede, tilbød jeg for nogle år siden gratis terapi til nogen
i deres midte. Disse terapier har jeg forsat, og forleden blev jeg spurgte,
om hvorfor jeg egentligt gjorde det her for hende. Hende som til en start var en
fremmed kvinde for mig. Jeg fortalte hende ganske kort, hvad de mennesker der
havde bragt os sammen havde gjort for mig, og at jeg gerne vil give det tilbage
som jeg selv havde fået. Nemlig en forståelse og accept af hvorfor det hele er som det
er og ikke mindst et helt hjerte. Med tårerne trilende ned af kinderne, sagde hun;
“Du hjælper ikke blot mig. Du hjælper en hel familie. Gud har talt til dit hjerte,
om at jeg har brug for et menneske som dig, og du har fulgt den stemme.
Jeg kommer til at fortælle mine børnebørn om dig…”

Sådan kan taknemmeligheden brede sig som ringe i vandet, og bringe liv, glæde
og opmuntring fra et menneske til et andet menneske. Der igen bringer taknemmeligheden
videre til et tredje menneske, som igen bringer den videre til et…
På den måde behøver taknemmeligheden aldrig at slutte. Den kan forsætte i det uendelige
og ikke blot opbygge og skabe hele mennesker, men også en lysere og varmere verden.
En verden fuld af mindre skyld og skam. Og meget mere taknemmelighed, fred og kærlighed.

Jeg har altid troet på kærligheden. Så meget at jeg har forfulgt
den grænseløst. Min tidligere grænseløshed har sat ar i min sjæl. Da jeg gav slip,
så kom kærligheden til mig. Nærmest dalende fra himlen.
Det fylder mig med evig taknemmelighed, og giver mig en dyb tro i hjertet om,
at størst af alt er kærlighed…

“Hvis den eneste bøn du bad i hele dit liv, var ‘tak’, ville det være tilstrækkeligt”.
Mester Eckhart (tysk teolog og mystiker, ca. 1260–1327)

“Min” magiske by

Posted: 18. februar 2014 in Ikke kategoriseret

Første gang jeg satte mine ben i Chartres, var det kærlighed ved første fodtrin.
Jeg var fuldstændig bjergtaget. Af skønheden. Charmen. Himlen. Nærværet.
Og følte mig som boblende champagne med en rus af forelskelse. Ren lykke.
“Tag mig aldrig væk herfra”, sagde jeg.

Lykken varede ikke ved. Det erfarede jeg hurtigt, da vi ankom med vores 100 flyttekasser.
Alt det byen formåede det formåede menneskene ikke. Nærmest tværtimod. Aldrig har jeg følt mig
så lidt velkommen af en hel gruppe mennesker. Kulden krøb ind under min hud.
Gjorde mig trist. Forundret. Bange. Jeg viste simpelhen ikke, hvor jeg skulle gøre af mig selv.
Jeg mærkede i den grad livets polaitet fra alt er godt – til hvad skal der blive af mig.
Den eneste udvej jeg så var, at give mig selv lov til at have det fuldstændig,
som jeg havde det. Jeg agerede Maude. Gik i seng. Og så lå jeg der. Den næste måned.

Igår var vi til en interkulturel middag. Vi var nationaliteter fra Tyskland, Jamaica,
Brasilien, England, Frankrig og Danmark. Fantastik aften fuld af lækre nationalretter.
En af de franske kvinder, spurgte mig, hvordan det havde været for mig at komme hertil.
Imens jeg fortalte, kunne jeg se der kom overraskelse og stort lys i hendes øjne.
“Sådan havde jeg det også, byen var min redning (hun var tilflytter).
Har aldrig før nu hørt andre har haft det som mig”, svarede hun.

Samtalen i går mindede mig om, at jeg bor i en fuldstændig magisk by. En by der har
sat sig dybe spor i mit hjerte. En by der giver mig følelsen af, at her er hjemme.
En by der omslutter mig, og fylder mig med varme. Jeg ved ikke om der er tilsat noget
særligt til den hvide røg som strømmer op af Notre Dames skorsten og ind i min stue?
Om det er bønnerne. Alle lysende der dagligt bliver tændt. Nonnerne og paddernes daglige
vandring forbi mine ruder. Om alt dette på en særlig måde puster Guds kærlighed, jeg ved det ikke.
Tilgengæld oplever jeg en slags forbundethed, at byen på sin egen særlig måde har givet mig det
tilbage som mennesker har nedbrudt. Den har pustet på mine sår. Og lært mig at uanset hvad mennesker
tænker og tro om mig. Så er jeg! Den dag jeg skal sige farvel, så vil jeg græde. Det ved jeg bare…