Drømmer du om kolonihave?

Posted: 16. juni 2014 in Ikke kategoriseret

Det gjorde jeg en gang. Det gør jeg ikke længere, fordi jeg har det dejligste lille Noahus. Her tænker
jeg mange tanker, når jeg sidder og kikker ud på “min” livgivende valmuemark og ser på harerne hoppe rundt.

Har du kolonihave drømme, og savner at indsnuse duften af sommer. Høre fuglene synge, imens du sidder på DIN træterrasse. Og spiser jordbærtærte. Og er du i stand til at se muligheder. Arbejdsom. Har et solidt håndelag. Ikke bange for at trække i arbejdstøjet. Har masser af gåpåmod og kreative ideer. Og lige som jeg, ret vild med træ. Træ. Og træ. Så er tømrermesterens kolonihave i det meget attraktive VESTERVANG måske lige noget. For dig???

FAKTA:
Grund: 325 kvm2
Hus: 2 værelser, stue, køkken/alrum, (separations) toilet og gang ca. 65 kvm2
Træterrasse: ca. 20 kvm2
Værksted: (kan med godt håndelag også bruges som anneks, teenageværelse, behandlerrum eller lign.) ca. 10 kvm2
ALT el, træarbejde og rørlægning er udført af professionelle håndværkere
Skur: ”Drivhus” med to sammenhængende skure (dårlig stand) ca. 13 kvm2
Parkering: Stor med plads til både bil og trailer (kan inddrages til have)
Have: Lille og nem med meget flisebelægning
Bopælspligt: Bopæl i Roskilde kommune nødvendigt

PS: Kolonihavehuset er bygget af min far som var tømrer. Det er af ældre dato, så du må påregne en del maling, vedligehold og reparation, hvilket der er taget højde for i prisen. Med andre ord du skal vide, at der angiveligt vil være en del arbejde i projektet for at skabe det til DIT unikke sted! Til gengæld kan det blive rigtig godt. Er jeg sikker på……

Når livet får farver. Igen.

Posted: 4. juni 2014 in Ikke kategoriseret

Noget af det spændende ved livet er uforudsigeligheden.
Det er også noget af det virkelige svære!

I mandags ville min far havde haft fødselsdag. 73 år. Ingen alder.
Og måske alligevel en høj alder uden særlig meget nænsomhed. I livet.
I går var det tre måneder siden min far døde, og jeg uforberedt fløj afsted.
På endnu en følelsesmæssig ruchetur.

I mit lille danske Noahus, har jeg bladret i mine gamle psykologiske noter.
I 1996 skrev jeg, “Det er et sundt sorgforløb, hvor man stille og rolig
bearbejder sig igennem sorgen”.

Ingen ved hvilken dybe lag et dødsfald rammer i det enkelte menneske.
Når et nært menneske dør, giver det mulighed for at blive mere bevidst om ens
tilknytning ikke alene til den afdøde, men også til andre vigtige mennekser i livet.

Den bevidsthed kan medføre dyb smerte. En smerte som den sørgende har behov for at
blive mødt og rummet i, hvilket kræver et stort psykisk overskud hos den sørgenes nærmeste.

Nogle mennesker har mod til at være med et sørgende menneske. Andre mennesker føler det så
ubehageligt, at de vælger at gå over på den anden side af gaden. Nogle mennesker sørger i stilhed.
Andre er så tydelig som jeg, og har svært ved at holde på både ord og følelser.

Min trofaste og elskede mand, siger om mig, at jeg med min tydelighed forstyrrer mennesker i deres
komfortable liv. Claus har ret (det har han næsten altid). Til tider bliver jeg misforstået eller oplevet
som en psykologisk pestilens i min søgen efter dybde, undren, reflektive tanker og spørgsmål.
Og ikke mindst i mit udtryk af savn og smerte. Det er prisen for at give mig selv lov, til at være mig.

For mere end tre år siden startede jeg for alvor rejsen i mit livs største sorg og erkendelse.
En sorg der var nogenlunde i ro, da min far døde. Og derefter blussede op på ny. Hvis jeg selv
skal beskrive det så har mit sorgforløb været godt, sundt og hårdt. På trods af store tab, oplever jeg,
at jeg er kommet styrket ud på den anden side. Både personligt og fagligt.

Maj måned har været god og mild. Det forventer jeg også juni bliver. Jeg mærker igen duften, farverne,
modet, glæden. Og kærligheden. Til gengæld er jeg holdt op med at tro, at min virkelighed ser anderledes
ud end den gør. Derfor har jeg også parkeret håbet om, at nogen ting bliver anderledes i mit liv. Igen.

Tak til dig der viser mig, at du holder af mig, præcis som det menneske jeg er!

Der kom tro. Håb. Og kærlighed.
Størst af alt er kærlighed <3

Tanker til Dig

Posted: 17. april 2014 in Ikke kategoriseret

Palmesøndag gik de i et langt følge. Jeg antager, de gik i Jerusalems gader. I Jesu fodspor. Selvom de
gik udenfor mit vindue. De var der alle sammen. Biskoppen. Padderne. Nonnerne. Koret. Og menigheden med.

Det er nærmest umuligt ikke at kikker ud af mit vindue. Kikker på den majestætiske bygning der tårner sig op.
“Min” Notre Dame, kalder jeg den ydmygt. Jeg tænker tit, om du er mest indenfor. Udenfor. Eller om du mon er,
her hos mig? Her i min stue. Allestedsnærværende står der skrevet. Mon du er der?

Allerede som lille lærte jeg, at kende dig. Bede bordbøn. Og fadervor. Min farfar og farmor tog mig med.
Jeg havde mange spørgsmål. Allerede dengang. Og undre mig, kunne jeg også. Indtil min mor, sagde stop.
Da jeg ville grave de døde op. Ville blot finde ud af, om det var sandt at de fløj op. Til dig.

Nogen gange får jeg lyst til at være barn. Igen. Have en far. Og en mor. Der tager sig af mig.
Puster på mig, når jeg græder. Stryger mig over håret og siger nååååh. Kikker på mig med kærlige øjne.
Trykker mig kærligt ind til sig. Er overbærende. Giver mig tryghed og tillid til at alt er som det skal være.
Og elsker mig på trods! Nogen gange gider jeg ikke være voksen. Den ansvarlige. Fornuftige.
Den der forstår så meget. Rummer det hele. Står igennem det hele. Og tager kloge velfunderede valg.

Jeg kikker stille ud af mit vindue, og tænker er du der? Her hos mig? Jeg har brug for dig.
Din styrke. Og kærlighed. Brug for at du holder om mig. Holder om mit <3 Puster på det. Blidt.
Og nænsomt. Brug for, at du fjerner mit håb. For altid. Hvis du er der, så behøver jeg ikke forklare.
Du kender til det hele. Hvert et ar. Hvert et savn. Da jeg var lille, gav du mig tro, håb og kærlighed.
Uanset hvor mange snørklede veje jeg har trådt i livet, så har kærligheden altid været min vej.
Størst af alt er kærlighed. Også i mine tanker. Til dig.

Ved du der er brug for DIG?

Posted: 15. april 2014 in Ikke kategoriseret

Og nu til noget helt andet…
Med en lille hilsen til dig, fra Lone i Roskilde Brydeklub

Er du frisk?
Så er det nu du skal melde dig, hvis du vil med på Roskilde festival 2014, og møde en masse glade,
fjollede og skønne medarbejdere, som gør en KÆMPE forskel og hjælp for vores børn i brydeklubben.
Du skal være født i 1996 eller før, og kunne påtage dig 4 x 8 timers vagt som servicevagt.
Du vil blive forplejet med både mad og drikke under alle 4 vagter.

I år skal vi være væsentlig færre end vi plejer, og det betyder, at vi ikke har nær så mange
pladser som de forgående år. Til gengæld har vi fået åbningsvagten på vest, som betyder,
at man kan brænde to vagter af, allerede den første weekend, og kun højst 1 nattevagt og 1
under musikken, ud af de 4 vagter. Så kan man nyde resten af tiden som en fri og fjollet fugl,
og nyde en masse god musik, som efter sigende skulle være et super program i år.
Meld dig på vores hjemmeside, eller skriv dine data til:
Roskilde.brydeklub@gmail.com
VI GLÆDER OS TIL AT SE DIG

Mit hjertet bløder

Posted: 3. april 2014 in Ikke kategoriseret

I dag er det en måned siden, at jeg var ved at vikle afmonteret stikkontaksledninger
ind i isolationstape. Ledninger som jeg vel og mærket troede var uden strøm. Det var de ikke.
Fandt jeg ud af. Samtidig små 3 kilometer væk, lå min far. For døden. Det fandt jeg også ud af.
Nogen lever. Og nogen dør. Det hele er en del af livets proces. Vil jeg mene.

I den sidste måned er det gået op for mig, hvor meget der kan ligge gemt i et helt liv. Så meget at
jeg er helt træt af at tænke på, hvad jeg har været igennem den sidste måned. Ja nærmest udmattet.

Døden er smuk, har jeg set. Det er livet ikke altid, har jeg også set. Disse oplevelser giver mig
et inderligt ønske om at gøre livet smukkere. Allerhelst vil jeg slette det grimme. Skabe en ny og
smukkere historie. Det kan jeg ikke. Heller ikke selvom mit hjerte bløder, og jeg får lyst til at nægte,
at det er som det er. Få det til at forsvinde med et trylleslag. Jeg ved godt det ikke kommer til at ske.

I denne tid bliver jeg mindet om det hele. Arene bliver revet op. Igen. Og igen. De bløder.
Jeg forbinder. Og puster. Nogen begivenheder er værre for mig end andre. Det får mig ikke til at holde
mig væk. Jeg giver mig selv lov til at sørge. Også selvom jeg muligvis ikke bliver forstået. Altid.

Jeg er forsat udmattet. Føler mig alene. Også når jeg er sammen med andre. Mit overskud er ikke stort.
Det er min sårbarhed tilgengæld. Jeg er med det hele. Der er dage jeg har lyst til at rende væk. Jeg gør det ikke.
Mit hjerte bløder. I dybe rødlige lag. Det tager den tid det tager. At erkende at det er som det er.
Uanset hvor meget jeg skurer og skrubber, så bliver det der i virkeligheden betyder noget. Aldrig smukkere.
Jeg tror på, at jeg forstår det en dag. Måske når mit hjerte ikke længere bløder?

Tak

Posted: 21. marts 2014 in Ikke kategoriseret

Nogen gange kan virkeligheden godt overmane mig. Lige nu står jeg et ret svært sted, og af mange årsager er jeg rystet i mit inderste. Der er nogle mennesker jeg gerne vil takke for kærlige og hjælpsomme arme. Til mig.

Tak til dig. Dig. Og dig der har sendt blomster, breve og kærlige ord. Det varmer mit hjerte at mærke, at du tænker på mig.

Tak til Lone og Judith, der som den største selvfølgelighed iførte sig solidt arbejdstøj og ændrede venindebrunchen til en arbejdslejer. Tak til min kære veninde Christina, der på trods af alt sit eget har lyttet til mit overdådige vandfald og kommet med lækkert hjemmelavet take away mad. Tak til Mullekattens plejeforældre der altid står med kærlige og åbne arme. Tak til min underbo – Anna, der på flere kilometers afstand kan se, at jeg trænger til et knus. Og hjemmebag. Tak til min søn, mor, bror og svigerinde der på trods af alt mødte op og gav en solid hånd til at få hul på det virkelige uoverskuelige.

Tak til min allerdejligste mand, som har været nødsaget til at være det meste af tiden i Frankrig, og været noget bekymret for mit helbreds ve og vel. Både fysik og psykisk. Og selvom han normalt ikke er en der taler med store bogstaver, så har han fået mig til at indse, at jeg skal slappe af. Nu. Og som altid rummer han mine følelsesmæssige udbrud der fortiden svinger pendulet. Imellem lys. Og mørke.

TAK til min kæreste Mike, der nærmeste bogstaveligt talt har båret mig rundt i 14 dage! Mike, hvis det ikke havde været for din solide støtte og styrke, så havde jeg for alvor været æseldyr, gået i hi og sovet i 100 år til alt var lykkeligt overstået. Og glemt. Tak fordi du har været der så meget. Jeg er imponeret over din handlekraft, dine lederevner, din rå styrke, og at du har kunne tage det mest uoverskuelige af det hele som en skattejagt. I brydeklubben er dit motto ”kom glad”. I denne oprydningsfasen hvor jeg mere end en gang er gået kold, så har du med bestemthed og smil i øjet sagt; ”hvad skal vi have?”. Og midt i det hele har du fået mig til at smile, når jeg total udmattet har svaret; ”fart på”. Du er en ganske særlig ung mand der når det virkelig gælder gør alt hvad du kan for at støtte dem du elsker (ikke kun mig!). Med tårerne trillende ned af mine kinder takker jeg for din unikke kærlighed. Det er med taknemmelighed og stolthed, at det er mig der er din mor. I blod. Hjerte. Og sjæl. Altid.

Jeg har fortiden rimeligt meget at forholde mig til og tage mig af. Alle aftaler er stort set aflyst og dagene alligevel fyldt ud fra morgen til aften. Og natten har det med at holde mig vågen. Efter omstændighederne går det ok når jeg er i gang. Det er langt svære når jeg blot er, så kommer de mange lag af sorg og den dybe genkendelse af alenehed har det med at overmane mig med en voldsom tristhed. Jeg har det, som jeg har det, og det er kun tiden der kan ændre på det. Sådan er det bare. Det er dejligt at mærke, når jeg er omsluttet af kærlige og hjælpsomme arme. Fra mit hjerte. TAK.

Størst af alt er kærlighed!

PS: Til midnat kommer min elsket Claus. Så ser du lige mig, kaste mig i hans solide, trygge og kærlige favn. Godt han er gammel professionel judomand. Han falder ikke omkuld. Det ved jeg bare.

Dit sidste hjerteslag er slået…..

Posted: 12. marts 2014 in Ikke kategoriseret

Er det muligt at forberede sig på dødens komme? Jeg ved det ikke. Da 2013 gik til 2014 viste jeg at det ville være året, hvor du skulle dø. Jeg kunne mærke det i mit hjerte. Jeg var bevist om at døden stødt og roligt nærmede sig dit liv, og alligevel var jeg uforberedt på at blive ringet op og få af vide, det er NU!

Kære far, da jeg kom lå du kold og urolig. Jeg pakkede dig varmt ind, fortalte dig, at du ikke skulle være bange. Du var ikke alene. Mere. Jeg holdte din hånd og mærkede at den blev varm i takt med, at du faldt til ro. Stille og roligt blev din vejrtrækning langsommere og langsommere. Du kunne tydeligt mærke, at jeg var der, sagde de. Da du mærkede min hånd og hørte min stemme, gav du slip. Sammen fulgtes vi så tæt det var muligt i dine sidste timelige hjerteslag. Med tårerne trillende ned af mine kinder, så jeg i stilhed på, hvor smukt og fredfyldt døden nænsom gik dig i møde. Døden var dig nådig.

Kære far, dit levet liv var en modpol til den mildhed døden mødte dig med. Jeg har bedt til at din død måtte være hurtig og nænsom mod dig. Din død overgik mit største håb! Mine tårer i dag handler derfor mest af alt om tabet af liv, år, fællesskab, samhørighed, tryghed, kærlighed. Tabet af familie. Jeg savner det hele. Ikke mindst nu. Mine tårer handler om alt det der ikke blev. Og er. Den sorg vil jeg altid bærer i mit hjerte!

På billederne fra min barndom, kan jeg se den lille pige lyser af vinende begejstring til sin far, som sidder med hende, og kikker på hende med stolte og kærlige øjne. Noget hindrede dette kærlige samspil i at forsætte ind i en tæt tilknytning og samhørighed. Som årene gik blev vi mere og mere adskilt fra hinanden, der var endda år, hvor vi ikke havde kontakt, fordi jeg havde svært ved at rumme og acceptere din måde at være i livet på. Min vrede sørgede for at holde afstand.

Kære far, jeg er for længst holdt op med at være vred. De sidste mange år har jeg kun haft ønske om at gøre mit til, at dine sidste år skulle være så gode for dig som muligt. Da vi for ganske få måneder siden var til indskrivningssamtale på det kærlige plejehjem, blev du spurgt, hvem dit netværk var. Jeg kommer aldrig til at glemme, da du med dine rolige blå øjne kikker på mig med noget bekymring, og langsomt spørg mig; ”Det er du, ikk?” Jo far, jeg er dit netværk. Altid.

Kære far, dit liv var fyldt af alenehed. Dit levet liv er mit værdifulde vidnesbyrd på, hvor vigtige livets valg er, og hvor dyrebare og omkostningsfulde konsekvenserne kan være ved ens valg. Du – kære far, har om nogen lært mig, at valg kan have en ufattelig høj pris.

Far, du lærte mig at have en særlig kærlighed til træ. Jeg kan forsat huske den livgivende duft af frisk savsmuld der lå på gulvet i dit værksted. Jeg sætter pris på godt håndværk, og jeg kan nærmest falde i svime over et stykke træ der mærkes silkeblødt glat. Derfor var der ingen tvivl i mit hjerte, du skulle naturligvis ligges i en trækiste. Hold da op hvor jeg græd, da jeg så dig ligge der og var med til at lægge låg på. Intet levende menneske er længere i stand til at se dit sidste fredfyldte smil i verden. Heller ikke jeg.

Og jeg græd for alvor, da jeg skulle rydde op i din pung. En gråd der kom helt tilbage fra min barndom indeholdende en sådan styrke og kraft som kun kendetegner den dybe og forløsende gråd. I din pung fandt jeg små sedler, som jeg har skrevet til dig igennem tiden. Jeg fandt indsigter ved det jeg ikke fandt og derfor alligevel fandt. Indsigter der går så meget i mit hjerte, at det føles som om det bløder. Igennem marv og ben. Og så var der billederne. Billederne af min mor. Min bror. Og mig. For dig holdte vi aldrig op med at høre sammen, sådan var det bare. Du bar os med rundt. Altid.

Vi skulle havde bygget huse sammen, du og jeg. Det blev ikke til noget fællesbyg i livet, så jeg har givet dig din tommestok med til evigheden, for hvem ved, måske du og jeg en gang kommer til at bygge de smukkeste paladser. Sammen. Der på den anden side. Og så gav jeg dig et billede med af dig og mig. For intet skal holde os adskilt. Igen, far. Heller ikke døden.

Kære far, dit liv og død var i stærk modpol til hinanden. Din død er alt det som dit liv ikke var. Du blev smukkere og smukkere i takt med at dit åndedrag blev svagere og svagere. Da dit sidste hjerteslag var slået lå du med et fredfyldt smil på dine læber. Ingen mennesker kan være i tvivl om, at du er kommet derhen, hvor der er godt at være. Du er endelig kommet hjem, far.

En mandag klokken 14:47 slog du dit sidste hjerteslag. Det hele gik så stærkt og stille, at jeg ikke kunne nå at følge med. Til sidst måtte jeg blot acceptere, der kom ikke flere slag. Det var slut. Du var død. Din sjæl allerede på vej. Borte. Væk. Du blev stille og rolig koldere. Og koldere. Igen. Dit nøjsomme liv er forbi. For altid. Jeg er nu for alvor uden en far.

Kære far, vi sluttede som vi startede. Sammen. Tak fra mit hjerte! Jeg forestiller mig, at der er smukt på den anden side, og du ligger på velduftende og frodige grønne enge og ikke mindst, at du nu er omsluttet af nærvær og kærlighed. Jeg vil bevare mindet af dit sidste smil. Altid. Far vel, kære far, jeg sender dig af sted med lys. Fred. Og kærlighed. Størst af alt er kærlighed.

Din datter i timeligheden. Og i evigheden. Altid……

<3 FRED <3