At miste. Sig selv!

Posted: 1. september 2014 in Ikke kategoriseret

I Januar 2009 kørte min søn mig til lufthavnen. Jeg var på vej til at følge mit hjerte på den anden side af jorden. Det var stort og selvom jeg viste det var det rigtige så foregik der en hel del splittelse og kampe inde i mig.

På den ene side var jeg begejstret. Jeg så for mig et nyt liv fuld af eventyr og oplevelser, som jeg end ikke havde fantasi til at tænke mig til. På den anden side var jeg bange. Bange for at miste mig selv. For hvem var jeg egentlig når jeg fløj væk fra min hverdag og alt det genkendelige i Danmark?

I mine værste tanker forstillede jeg mig, at min sjæl fløj væk, og ikke kunne finde tilbage, fordi den ikke længere kunne genkende. Mig. Mit skræk scenarier var, at min person blev reduceret til Fru Claus Christensen. Jeg blev helt tom i blikket og fik ondt i maven. Bare ved tanken.

Nogen finder sig selv udenfor. I den materielle verden. Andre finder bedst sig selv indenfor. I roen, fordybelsen og nærværet.

At være bange for at miste dele af sin identiet er særdeles sårbart. Det kan opleves både tomt, farefuldt og meningsløst. Tænker du over at du på en måde stikker af fra dig selv, når du ikke tager dig selv og din situation alvorlig. Og hvis du stikker af fra dig selv, hvem er så tilbage til at tage sig af dig? Det kræver mod at træde ud i det dybe vand og samtidig er det netop i det dybe vand der er unikke muligheder for at lære nye dybder af sig selv at kende. Med din egen kærlige nænsomhed kan du øve dig i at være opmærksom på hvad der skaber genklang. I dig. Måske har du svært ved at få øje på det. Til gengæld lover jeg at øvelse gør mester, så når du først lytter og mærker klangen. Så følg den. For den vil vise dig vej. Til dig.

På min rejse ude i verden, gav jeg slip på den jeg var, og jeg måtte bygge mig en hel del redningsplanker. Undervejs. Selvom jeg forsat er på vej, så ved jeg at min sjæl ikke fløj væk. Den blev hos mig. Og lærte mig på en nænsom måde at være åben i mit hjerte. Mærke kærligheden, for det er kærligheden der er drivkraften. Inde i mig!

Samhørighed tilbage til familerne. Tak

Posted: 18. august 2014 in Ikke kategoriseret

Min Bedste havde de mest varme og kærlige hænder. Ikke at hun på nogen måde var fysik med kram, ord og sådan (Sådanneimpulsivefølelsesudbrudfandtesikkeidetnordligstejylland.Dengang). Men hænder der på magisk vis skabte nærvær. Smukke ting med en hæklenål. Og alle i familien var enige om, at ingen kunne rører en frikadellefars, som Bedste. Ingen.

Min Bedste have ikke nogen uddannelse (så vidt jeg ved). Til gengæld kunne ingen fylde sin stue med nærvær. Som Bedste. INGEN. Mange somre har jeg ligget på hendes sofa, og (ærligt) slugt den ene lægeroman. Efter den anden. Imens sad Bedst trygt i sin stol. Med sin hæklenål. Ord og kærtegn var ikke nødvendigt. Vi var bare SAMMEN. Bedste og jeg.

I mange år troede jeg fejlagtigt, at det var mig der var det gode barnebarn, når jeg også som voksen tog den lange tur i toget. Hjem til Bedste. Det er gået op for mig, at sådan hang det slet ikke sammen. Hos Bedste fandt jeg noget af det, jeg inderligt længtes efter. I min hverdag. Nærvær. Og samhørighed!

Jeg har interesseret fulgt med i debatten omkring dagens forældre og bedsteforældre. Den hårde tone gør mig ufattelig trist. Personligt har jeg forståelse for både bedsteforældre og forældre. Også tænker jeg alt for mange misforståelser. Om krav. Betingelser. Beskyldninger.

Og udsagn som ogdajegvarungdahavdevisletikkesågodevilkår/muligheder.Oglangbarsel.Ogsemigjegklarededetfint.Alene. Oghvadmedatdutænkerlidtpådinebørnebørnistedetforatrenderundtogrealiser.Dig selv.

Alt for lidt rummelighed. Og lytten til hinanden. Forståelse for den andens ståsted.

Og for at sige det som det er, kærlighed kommer fra hjertet. Det kan hverken købes eller presses igennem. Desværre.

I Danmark er vi på mange måder rige. Og lykkelige. Samtidig er vi så fattige. På samhørigheden i familien. Og ja vi kan selv. Alle sammen (stort set). Og på trods af det så har vi dældulme brug for hinanden. Brug for ikke at stå alene. Omend vi er børn, unge, forældre eller bedsteforældre. I familierne kan vi noget, som vi ALDRIG kan få det offentlige til at give, om så vi betaler med guld og grønne skove. I familien kan vi give ægte samhørighed. Bare fordi vi høre sammen! 

PS: Jeg er med på at det ikke altid er så enkelt enda. Min peronlige erfaring siger mig, at der nogen gange skal sluges en kamel. Eller to. Og på trods er konklusionen at familiesamhørigheden ikke lykkedes…..

 

Når udvikling forsætter. I en uendelighed

Posted: 7. august 2014 in Ikke kategoriseret

Jeg er i gang med at udvikle mig. For tiden. Altså på den der måde
hvor jeg tvinger mig selv derud, hvor jeg ikke rigtig kan bunde. Og ja,
jeg svømmer lidt rundt nu, hvor jeg deler min sårbarhed. Med dig.
Måske Kierkegaard vil havde nævnt, at mennesker vover for ikke at miste livet?

Jeg er i gang med en nye hjemmeside. Sådan en mere professionel en af slagsen.
Nåh ikke andet, tænker du måske?

Jeg har været i gang i mere end to år. Sådan cirka. Ja, jeg har til tider en
sådan lidt drøvtyggende personlighed. Men den dybeste sandhed er, at jeg er bange.
Altså ikke bange for at dø. Jeg er bange for dig!

Bange for mig, tænker du måske?

Og helt ærlig jeg forstår godt, hvis du ryster på hovedet af mig. Faktisk
ryster jeg også lidt på hovedet af mig selv. Men pludselig bliver det alvor,
og jeg ser dig grine højlydt af mig, imens du på den mest hånende måde griner forarget;
“Og du tror, du kan støtte andre mennesker til at få et mere kærlighedsrigt liv?
Ha, ha, ha…”. Også bliver jeg bange. For hvor svømmer jeg hen? Hvor går jeg hen?
Hvad gør jeg af mig selv? Når du synes, at jeg er latterlig!

Også bliver jeg (lidt) stædig, sådan på den tyrer agtige måde. For ingen andre end
mig, ved hvad jeg ved. Hvilke ar jeg har på min sjæl. Hvilke savn og tab jeg har lidt.
Hvilke veje jeg har gået for at lære om kærlighedens lys. Og mørke. Også er det jeg
forsætter lidt mere på min nye hjemmeside. Nu er jeg faktisk kommer så langt, som til
NU ER DEN SNART FÆRDIG. Så starter svømmeturene forfra…..

På den måde kan udviklingen forsætte i det uendelige. Lige til jeg har sat de
sidste <3 -er, og du ikke længere er helt så farlig. For mig. Og at komme helt
dertil kan godt tage lidt tid. Endnu. Og indtil da, sender jeg kærlighed. Til dig.

PS: Jeg har iført mig redningsvest

Derfor er jeg ikke helt mig selv. For tiden.

Posted: 28. juli 2014 in Ikke kategoriseret

I morges sagde min kære mand; “Hvad sker der for dig for tiden?”
Jeg havde glemt vores årsdag, hvilket aldrig er sket før.
Faktisk plejer jeg at stavle en mindre romantisk fest på benene.
Bare ham. Og jeg. I år løb dagen ud i andre dage. Bare sådan
som sand der løber ud mellem fingerne….

Få dag før gav Claus mig selv svaret på overstående, da han sagde;
“Er du klar over, at du inden for de sidste 7 måneder har klargjort
og afhændet 5 boliger. Og indrettet 3 1/2 nye boliger (4 af dem er
min fars. Og 1 1/2 er forsat under renovation. I Danmark)?”

Så kære dig, undre du dig over, at du ikke høre fra mig. Eller noget.
Er det angiveligt fordi jeg er lidt grundtræt. Og derfor ikke helt
mig selv. For tiden.

PS: Her er sommerferien inddraget til flytninger/istandsættelser/indretninger.
Det skal dog ikke hindre mig i, at ønske dig en kærlig og livgivende sommer <3

Drømmer du om kolonihave?

Posted: 16. juni 2014 in Ikke kategoriseret

Det gjorde jeg en gang. Det gør jeg ikke længere, fordi jeg har det dejligste lille Noahus. Her tænker
jeg mange tanker, når jeg sidder og kikker ud på “min” livgivende valmuemark og ser på harerne hoppe rundt.

Har du kolonihave drømme, og savner at indsnuse duften af sommer. Høre fuglene synge, imens du sidder på DIN træterrasse. Og spiser jordbærtærte. Og er du i stand til at se muligheder. Arbejdsom. Har et solidt håndelag. Ikke bange for at trække i arbejdstøjet. Har masser af gåpåmod og kreative ideer. Og lige som jeg, ret vild med træ. Træ. Og træ. Så er tømrermesterens kolonihave i det meget attraktive VESTERVANG måske lige noget. For dig???

FAKTA:
Grund: 325 kvm2
Hus: 2 værelser, stue, køkken/alrum, (separations) toilet og gang ca. 65 kvm2
Træterrasse: ca. 20 kvm2
Værksted: (kan med godt håndelag også bruges som anneks, teenageværelse, behandlerrum eller lign.) ca. 10 kvm2
ALT el, træarbejde og rørlægning er udført af professionelle håndværkere
Skur: ”Drivhus” med to sammenhængende skure (dårlig stand) ca. 13 kvm2
Parkering: Stor med plads til både bil og trailer (kan inddrages til have)
Have: Lille og nem med meget flisebelægning
Bopælspligt: Bopæl i Roskilde kommune nødvendigt

PS: Kolonihavehuset er bygget af min far som var tømrer. Det er af ældre dato, så du må påregne en del maling, vedligehold og reparation, hvilket der er taget højde for i prisen. Med andre ord du skal vide, at der angiveligt vil være en del arbejde i projektet for at skabe det til DIT unikke sted! Til gengæld kan det blive rigtig godt. Er jeg sikker på……

Når livet får farver. Igen.

Posted: 4. juni 2014 in Ikke kategoriseret

Noget af det spændende ved livet er uforudsigeligheden.
Det er også noget af det virkelige svære!

I mandags ville min far havde haft fødselsdag. 73 år. Ingen alder.
Og måske alligevel en høj alder uden særlig meget nænsomhed. I livet.
I går var det tre måneder siden min far døde, og jeg uforberedt fløj afsted.
På endnu en følelsesmæssig ruchetur.

I mit lille danske Noahus, har jeg bladret i mine gamle psykologiske noter.
I 1996 skrev jeg, “Det er et sundt sorgforløb, hvor man stille og rolig
bearbejder sig igennem sorgen”.

Ingen ved hvilken dybe lag et dødsfald rammer i det enkelte menneske.
Når et nært menneske dør, giver det mulighed for at blive mere bevidst om ens
tilknytning ikke alene til den afdøde, men også til andre vigtige mennekser i livet.

Den bevidsthed kan medføre dyb smerte. En smerte som den sørgende har behov for at
blive mødt og rummet i, hvilket kræver et stort psykisk overskud hos den sørgenes nærmeste.

Nogle mennesker har mod til at være med et sørgende menneske. Andre mennesker føler det så
ubehageligt, at de vælger at gå over på den anden side af gaden. Nogle mennesker sørger i stilhed.
Andre er så tydelig som jeg, og har svært ved at holde på både ord og følelser.

Min trofaste og elskede mand, siger om mig, at jeg med min tydelighed forstyrrer mennesker i deres
komfortable liv. Claus har ret (det har han næsten altid). Til tider bliver jeg misforstået eller oplevet
som en psykologisk pestilens i min søgen efter dybde, undren, reflektive tanker og spørgsmål.
Og ikke mindst i mit udtryk af savn og smerte. Det er prisen for at give mig selv lov, til at være mig.

For mere end tre år siden startede jeg for alvor rejsen i mit livs største sorg og erkendelse.
En sorg der var nogenlunde i ro, da min far døde. Og derefter blussede op på ny. Hvis jeg selv
skal beskrive det så har mit sorgforløb været godt, sundt og hårdt. På trods af store tab, oplever jeg,
at jeg er kommet styrket ud på den anden side. Både personligt og fagligt.

Maj måned har været god og mild. Det forventer jeg også juni bliver. Jeg mærker igen duften, farverne,
modet, glæden. Og kærligheden. Til gengæld er jeg holdt op med at tro, at min virkelighed ser anderledes
ud end den gør. Derfor har jeg også parkeret håbet om, at nogen ting bliver anderledes i mit liv. Igen.

Tak til dig der viser mig, at du holder af mig, præcis som det menneske jeg er!

Der kom tro. Håb. Og kærlighed.
Størst af alt er kærlighed <3

Tanker til Dig

Posted: 17. april 2014 in Ikke kategoriseret

Palmesøndag gik de i et langt følge. Jeg antager, de gik i Jerusalems gader. I Jesu fodspor. Selvom de
gik udenfor mit vindue. De var der alle sammen. Biskoppen. Padderne. Nonnerne. Koret. Og menigheden med.

Det er nærmest umuligt ikke at kikker ud af mit vindue. Kikker på den majestætiske bygning der tårner sig op.
“Min” Notre Dame, kalder jeg den ydmygt. Jeg tænker tit, om du er mest indenfor. Udenfor. Eller om du mon er,
her hos mig? Her i min stue. Allestedsnærværende står der skrevet. Mon du er der?

Allerede som lille lærte jeg, at kende dig. Bede bordbøn. Og fadervor. Min farfar og farmor tog mig med.
Jeg havde mange spørgsmål. Allerede dengang. Og undre mig, kunne jeg også. Indtil min mor, sagde stop.
Da jeg ville grave de døde op. Ville blot finde ud af, om det var sandt at de fløj op. Til dig.

Nogen gange får jeg lyst til at være barn. Igen. Have en far. Og en mor. Der tager sig af mig.
Puster på mig, når jeg græder. Stryger mig over håret og siger nååååh. Kikker på mig med kærlige øjne.
Trykker mig kærligt ind til sig. Er overbærende. Giver mig tryghed og tillid til at alt er som det skal være.
Og elsker mig på trods! Nogen gange gider jeg ikke være voksen. Den ansvarlige. Fornuftige.
Den der forstår så meget. Rummer det hele. Står igennem det hele. Og tager kloge velfunderede valg.

Jeg kikker stille ud af mit vindue, og tænker er du der? Her hos mig? Jeg har brug for dig.
Din styrke. Og kærlighed. Brug for at du holder om mig. Holder om mit <3 Puster på det. Blidt.
Og nænsomt. Brug for, at du fjerner mit håb. For altid. Hvis du er der, så behøver jeg ikke forklare.
Du kender til det hele. Hvert et ar. Hvert et savn. Da jeg var lille, gav du mig tro, håb og kærlighed.
Uanset hvor mange snørklede veje jeg har trådt i livet, så har kærligheden altid været min vej.
Størst af alt er kærlighed. Også i mine tanker. Til dig.