Det er en af Danmarks skønne efterårsdage. Bladene er raslet af træerne og ligger smukt som et tæppe i brune og orange farver, men jeg ser det ikke. Jeg forestiller mig, hvordan min krop frydes over at trække den friske luft ind. Åhh, hvor gad jeg godt være ud og mærke friskheden så meget, at jeg får røde kinder. I stedet ligger jeg her. I min seng. Med en hovedpine der banker så meget på indervæggen, at jeg for 1000 gang i mit liv har et inderligt ønske om at flytte til andre hjerne omgivelser. For at flytte fokus fra min indre ommøblering zapper jeg mig igennem fjernsynets kanaler. Pludselig er jeg midt i fejringen af Nobel prisen fra 2010. Vinderen – kineseren Liu Xiaobo er ikke selv til stede. Sandsynligvis er beskeden om denne fest til ære for ham, ikke engang nået frem til ham.
Liu Xiaobo, hvem er han? Efter at have befundet mig en hel del i Kina de sidste tre år, må ja da have hørt om manden. Jeg gransker den del af min hjerne som efterhånden er færdig møbleret, og pludselig er jeg tilbage til en demonstration i Hong Kongs gader i årsskiftet 2010. Helt tilfældigt står min mand og jeg lige midt i et brændpunkt. En professor fra Beijing er blevet arresteret og idømt 11 års fængsel for at have publiceret materiale imod den kinesiske regering. Ytringsfrihed. Eksister ikke i Kina. Ytringsfrihed er noget der forgår hjemme i Danmark og andre steder i verden. Ikke. I Kina. Demonstrationen foregår fredeligt. Flot styret af det kinesiske politi. Min mand og jeg står på første parket. Vi har kuldegysninger på vores arme. På trods af den styrede ro og orden er vi klar over, at vi er vidne til et sceneri som ALDRIG ville forekomme andre steder i Kina. I resten af Kina er der larmende stilhed omkring manden – Liu Xiaobo, han er bestemt ikke et samtaleemne!
På den ene side er vi tryllebundet til stedet. På den anden side kikker vi os, paranoide, over skuldrene. Med studenteroprøret fra Tianmen Square i ménde. Hvor spæner vi hen, hvis demonstrationen løber løbsk? Vi behøver slet ikke bekymre os. Politiet styrer det hele med en meget kyndig hånd…………..
Imens ommøbleringen forsætter på min øverste etage, ser jeg billedet af Liu Xiaobo træde frem på skærmen. Endnu engang bliver jeg tryllebundet. Hvilket menneske. Hvordan er det overhovedet en mulighed at tilsidesætte sig selv så meget? Ofre sit liv. Sin egen frihed. For at kæmpe for frihed for sit land! Et land hvor der kun er én mening. Regeringens. Et land hvor en død mand forsat er landets helt. Et land hvor det kun er få og modige mennesker som Liu Xiaobo, der tør stille spørgsmål!
Hjemme i lille trygge Danmark har jeg både ytringsfrihed og retten til at bestemme over mit eget liv. Jeg mærker pludselig en voldsom kvalme. Her ligger jeg. Har så meget ondt af mig selv. Hvor. Ynkelig. Har. Jeg. Lov. At. Være.
Jeg hører en stemme. En mand. Et land. En verden. Hvor jeg beundrer mennesker som Liu Xiaobo. Tænk at have så meget mod i livet. Være så uselvisk, at på trods af urimelige hårde straffe og omstændigheder blive ved med at råbe så højt, at det giver genlyd til den anden side af jorden!
Kære Liu Xiaobo. Må din stemme. Dit liv. Være med til at skabe retfærdighed og frihed i dit land. Må det du gør og ofrer i dit liv. Skabe genklang. Af tro. Håb. Retfærdighed. Og frihed. Til hele verden! Må lyset fra vesten, når frem til dig. Også selv om den kun kan finde en lille bitte sprække igennem de solide kinesiske fængselsmure…………
Xin nian kuaile
I år skal han også smage en dansk ducker.
