Sådan fra det inderste af mit hjerte

Jeg gider godt sidde i Claus´den gode stol

Og spise salt chips

Hver dag

Dur det ikke, siger du

Nej, du har ret. Det går jo ikke. Ikkenikkenej. Bevægelse skal der til.

Det er ikke nogen hemmelighed at det med fitnes centre ikke lige er min bedste kop te. Jeg har prøvet med medlemskab. Mange gange. Ikke nok i sig selv. Desværre. Jeg  skal møde op. Være aktiv. På den svedende måde. Det er altså ikke særlig sjovt, synes jeg.

Så sidder jeg der

På en cykel

Indenfor

Mens solen skinner

Udenfor

Lytter til muskelmændene

Bliver næsten helt bange

De skal være så stærke

De pruster så meget

Lyder nærmest som om de er midt i en fødsel……….

Noget af det helt fantastiske ved at komme til Frankrig fra Kina er den blå himmel og den friske luft. Hver morgen følger jeg Claus på arbejde. Åhh jo da, vi har en bil. Men efter tre år hvor det har været med livet som indsats at bevæge sig frit omkring. Så er det noget af en luksus, at komme op på sine egne ben igen.
Det giver mig dagligt en times gratis motion. På den gode måde. Derudover giver det mig bonus gevinster oveni. 1/2 time mere  sammen med Claus. Frisk luft til hjernen. Og lungerne. Røde kinder. Og ikke mindst RETFÆRDIGØRELSE af mit manglende fitnes medlemsskab……….
Ikke helt nok, vil nogen mene. Ej, måske ikke helt nok. Der er også det der med relationerne. Det er vigtigt at jeg får set nogle mennesker i løbet af dagen. I denne uge har jeg afprøvet Chartres alternativer til fitnes center. Ikke så ringe endda. Slet slet ikke ringe

Jeg starter til yoga. En behagelig oplevelse mest af alt, fordi jeg føler mig meget velkommen og taget godt imod. Yoga øvelserne er stort set de samme om de foregår i Kina. Danmark. Eller Frankrig. Kun det talende sprog er forskelligt. Til gengæld er det meget hurtigt at få en fornemmelse af, hvornår der bliver sagt træk vejret ind. Pust ud.

Nu kommer det sjove

Ej, ej, ej

Jeg har svedt

Skuet efter Buenos Aires

Uden helt at få øje på det

Også er jeg blevet kysset

Af mænd

Jeg slet ikke kender

Ja, ja i Frankrig kysser vi

Det gør vi

Først har jeg været til zumba. Det siger jeg dig. Det er sjovt. På den svedende måde. En ekstra bonus er at underviseren er en yderst charmerende fransk ung mand. Der oaser af livsglæde og at han er vild med at danse. Han minder mig om en mellemting mellem min hiphoppendesøn, når han er gladest og LOC.

Jo da, Claus og jeg har også været til Tango

Og til Bachata

Og til Salsa

Ja, vi må da have noget at vælge imellem. Jeg siger dig, hvis der er lige så meget gang i den hjemme i de danske danse skoler, som hos MASSARO, så ser det lovende ud. Meget lovende.

Fuld hus

Hver aften

Sikke en udstråling

Sikke en charme

Sikke en power

Sikke en inkludering. Sjældent har jeg følt mig så meget velkommen et fremmed sted

Om jeg har lært at danse

Nej

Til gengæld har jeg lært, at jeg skal skue mod Buenos Aires

Det er der hvor drømmene er

Er det ikke netop det vores danske herre håndboldslandshold er vores alle sammens vidnesbyrd på lige nu? Selv de mest umulige drømme kan blive til virkelighed!!!

HEP HEP HEP til dem

HEP HEP HEP til dig

Kik mod Buenos Aires

Det er der hvor drømmene er

Hent dem hjem

Til dig

Må de blive dine

HEP HEP HEP HEP HEP HEP HEP DAAAAAAAAANMARK

I Kina er et af mine ønsker, også at være der hvor kineserne er. Blandt andet går jeg i en periode i et ægte kinesisk fitnes center. Det er i vores nabo by, som er meget lokal og har omkring 2.500.000 indbyggere. Jeps, du læser rigtigt. Cirka halvdelen af hele Danmarks befolking………..
Det er noget af en oplevelse. Ikke mindst for kineserne! Jeg kan roligt skrive, at det ikke er hver dag, at de får en blegansigt som mig i deres medlemsskab. Helt bogstavligt så går alt i stå, de første gange jeg træder ind. ALT. Muskel fyrene stopper midt i deres træk i maskinerne. Rengøringskonen står stille med sin kost. Tiden står stille. Kineserne stiller sig op og glor. Direkte på mig. Åbenlyst. Åh jo i Kina må de få meget glo suppe for de er meget ligefremme. Ikke særlige generte. Heller ikke særlig tilbageholdne. De GLOR. De kan også finde på at rører. Det er bestemt ikke hver dag, at alle har muligheden for at kikke ind i et par blå øjne. Så naturligvis er de nysgerrige og undersøgende. Så bor du i Kina. Har meget blå øjne og er lidt genert anlagt er det en rigtig god ide at komme over det. Hurtigt.

I denne uge er jeg meget aktiv. På den gode måde. Vil Claus sige. Det er længe siden jeg har svedt så meget. Endda på den sjove måde! Og næsten uden at tale. Længe leve. Kropsproget!
Hvad jeg bedriver tiden med kan du læse om i morgen.

Jeg træder ud i verden for, når  Moses ikke kommer til bjerget, så må bjerget komme til Moses……..

Min udlægning af den lille Prins:
Den lille prins tager rundt på tur. For at finde ud af hvad der er her. Og der.

Først er han på forskellige planeter. Her møder han kongen. Drankeren. Og den forfængelige mand. Alle har de travlt. Med hver af sit. Af det de nu skal have travlt med. Hvad det så end er!

Til syvende og sidst kommer den lille prins til jorden, han vil nemlig gerne finde mennesker. Sådan nogle rigtige levende nogle af slagsen.

På jorden møder den lille prins slangen. Den slynger sig om ham. Slangen fortæller den lille prins, at det slet ikke er rart at være blandt mennesker. Det er nemlig der ensomheden er.

Den lille prins vandrer igennem ørkenen og møder en blomst på sin færden. Blomsten advarer den lille prins. ”Pas på menneskerne. De slår nemlig ingen rødder”. Ja, det siger den, til den lille prins.

Den lille prins forsætter alligevel hen af vejen. Han kommer til et bjerg. Klatrer op. For der må han da kunne skue, og se mennesker langt derude. Den lille pris når bjergets top, og råber; ”jeg er så alene”. Det giver genlyd i dalen og ekkoet råber strengt tilbage ”så alene……..så alene……..” Tålmodigt klatrer den lille prins ned igen. Overbevist i sit hjerte. Menneskene må findes derude. Et sted.

Prinsen går. Og går. Han finder en rosenhave så smuk. Han føler på en gang savn og svigt. For hjemme hos den lille prins. Der hvor alting er lillebittesmåt. Der har han hele tre vulkaner. Og en enkel blomst. Den lille prins har plejet blomsten så sødt, og den har fortalt ham, at der ikke findes nogen lige som den! Og se nu her. En hel have med roser præcis magen til!

Den lille prins går tænksomt videre. Han ser forsat ingen mennesker, men se nu der. En ræv på, hans vej. Ikke nok med det. Den vil endda gerne være tam. Ræven vil nemlig knytte bånd. Ræven fortæller, hvordan han skal gøre den til sin ven. Jo prinsen, skal både være tålmodig og vaks. Og han skal også være præcis og smart. Og gerne det hele på en gang. Før de aner det så er dagen kommet, hvor de skal sige farvel. Prinsen har nemlig gjort sin pligt. Ræven er blevet tam. Og er nu hans ven. At knytte bånd gør ondt. Så ræven græder, da han skal sige farvel. Han vil savne sin lille prins. Heldigvis mildnes hans savn. For når marken står gult i flor, så kommer han til at tænke på prinsens hår så smukt. Ræven vil gerne give den lille prins en gave, så han siger, gå hen til den selv samme have. Den med roserne så smukke. Den lille prins gør, som hans ven befaler. Pludselig kan prinsen se det med sine egne øjne. Roserne er smukke, det er de da, men slet ikke som den lillebitte hjemme hos ham. Den han har passet og plejet. Den er helt sin egen. En rose lige efter prinsens hjerte. Da den lille prins kommer tilbage til sin ven, så giver ræven ham en gave så særligt. Nu skal du høre, hvad ræven siger til prinsen;

”kun med hjertet kan man se rigtigt. Det væsentlige er usynligt for øjet”.

Derefter møder den lille prins sporskifteren. Han fortæller den lille prins, at mennesker de skifter spor igen. Og igen. Uden nogen retning. Mennesker ved ikke, hvad de søger!

Så møder han købmanden, som sælger piller til at dulme sorg og smerte. Det kan den lille prins ikke rigtig forstå, så han forsætter sin færden.

Endelig. Til sidst. Der finder prinsen et menneske, som bliver hans ven. Manden er strandet et øde sted. Med sin flyver. Den lille prins og manden har tid til at dele liv og glæder.

Desværre har den lille prins og manden ikke lang tid tilbage. Prinsen har nu været hjemmefra et år. Det er tid til, at han finder tilbage. Til sit eget lille hjem. Det med de tre vulkaner og en enkel lille blomst. Prinsen bor på en stjerne et sted. Manden er så ked af, at han nu vil miste sin ven. Han knuger ham tæt. Manden ved nu med sig selv. Livet bliver aldrig det samme uden den lille prins. Den lille prins er blevet mandens kilde. Der ude midt i ørknen, hvor alt er stille. Den lille prins siger til sin ven; ” kik nu op. Om natten vil stjernerne le ned til dig. Jeg er deroppe et sted, og kikker ned til dig min ven.”

De følges ad. Den sidste vej. Den lille prins. Og manden. Der nu er hans ven. Alt for hurtigt er de der. Hvor vejene skilles, og den lille prins kun kan forsætte. Alene.

Tilbage på jorden der er den lille prins ven. Når han kikker op på stjernerne. Ser dem blinke. Så ved han det aller inderst inde. Alt det den lille prins har lært ham.

Alt. Det. Der. Er. Vigtigt!

Må du bærer den lille prins visdom med dig i din færden.
Må han bringe dig glæde, indsigt og huske dig på
at inde i dig findes også et lille barn………..

Må din dag være noget særligt
Mie

Snyd ikke dig selv. Læs Saint-Exupery´s UNIKKE version af Den lille Prins.
Fås blandt andet på forlaget Lindhardt og Ringhof 

Skønne ord.

Ord jeg kender så godt.

Min nysgerrighed er blevet vagt, hvad med din?

Du behøver slet ikke befinde dig i Frankrig. Danmark flyder med muligheder. Prøv for eksempel vis at tjekke hende her.

Det hele starter med sproget. Altså kropsproget. Ikke nogen dårlig ting, når jeg befinder mig i et land, hvor jeg stort set ikke har noget verbalt sprog.

Til gengæld har jeg mit hjerte. Til at føle. Til at mærke. Til at opleve. Til at lytte. Til at være.

Mon mine ben, vil adlyde mit hjerte?

Vil mine trin mon føre mig derhen, hvor jeg skal?

Det kan ligeså godt være terapi.

Det er det ikke.

Eller er det?

Jeg bliver nød til at tjekke det ud. For det taler et sprog jeg allerede kender.

Tango hedder dansen…………..

“mennesket er ikke andet end et netværk af relationer“

Åhh my God

Tror du lige, at jeg fik kaffen i den gale hals

Ja, det gjore jeg

Jeg kender godt nok dig, og det er ikke for at være utaknemmelig. Ikkenikkenej. For du skal vide, at jeg sætter stor pris på vores relation. For uden dig, ville det slet ikke være sjovt. At være mig.
Nogen gange er det også bare rart at være samme med et menneske. Sådan face to face. Du ved en man kan kikke i øjnene. Og drikke kaffe med. Altså sådan rigtig kaffe.

Hvad gør jeg, tænker jeg?

Nu skal du høre

Jeg stiller Claus et spørgsmål

Ikke særlig svært

Faktisk meget simpelt

Han har endda flere valgmuligheder

Skal kun svare med ganske få ord

Ved du hvad han gør? Ikkenikkenej gør du

Han griner. Gør han

Her er mit spørgsmål. Til Claus

Vil du gå til Rock. Tango. Salsa. Orientalsk. Selskabs. Eller moderne dans?

Jeg ved nemlig godt, hvad jeg vil

Jeg vil være!

Skal ud og finde nogle relationer. Sådan nogle franske nogen jeg kan netværke med.
Ikkenikkenej om jeg skal nyde noget af, at gå hen, og blive til et ikke menneske…………

Må din weekend være skøn og fuld af glæde <3

I går var jeg forbi Salmos, og sige hej. Med et stykke kage. Fra en af Lonelandsmands ualmindelige skønne opskrifter. Salmos er min aller aller bedste ven her i Chartres. It is true. Jeg kender ikke andre. Endnu. Godt nok har jeg kun mødt ham en gang tidligere men skidt nu pyt med det. Jeg ærger mig nemlig allerede over, at jeg ikke har været forbi ham noget før. Det ville havde gjort mig godt. På den aller bedste måde. Salmos er noget af det mest hjertelige, livsbekræftende, glædesfyldt menneske, jeg har mødt. Jeg er sikker på, at han kan få selve æseldyret til at logre begejstret med halen. I hvert tilfælde mig. Salmos er en omvandrende sol. Fem minutter i hans selskab, giver nærende energi til resten af dagen.

Jeg har lyst til at sende dig et touch af Salmos
På den aller bedst måde
Lige ind i dit hjerte
For at bringe sol og glæde til din dag
Med kærlig hilsen fra Salmos og jeg……………

Er du klar

Nu kommer det

GRIP

A TOUCH OF SALMOS

Af en baby

En hel ny en

Så lækker. Og fin

Helt uspoleret

Endnu

Helt klar til at blive præget

På livets vej

Indtil den dag kommer

Hvor han siger NEJ

Han vælger sine egne veje

Væk fra far. Og væk fra mor

Går ud i livet

Kikker sig rundt

Gør sine egne erfaringer

På godt og ondt

Der kommer endnu en dag

Hvor han vender om

Hjem til den rede

Han kendte engang

Indtil den dag kommer

Så husk nu på

At kysse og kramme

Så længe du MÅ

Det er der. IGENNEM. Altså på den anden side af krisen. Verden får nye farver. Nuancerne bliver mere vide. Sanserne er åbne. Livet ligger lige for dig. Solen skinner fra en skyfri himmel. Også selvom det egentligt er regnvejr. Det er her du for alvor kan lære dig selv og verden at kende på en hel NY måde.

Madame har nemlig så ret, sikke oplevelser der venter sig omme på den anden side af jorden…………

Jeg er leder forsat efter et nyt fagord for medfølger. Til gengæld ved jeg at de franskebrevduer har været rundt omkring i det danske land. Nu må du gerne høre det personlige ord som ramt plet. Lige i mit hjerte. Marie har fundet det til mig. I Politikkens ordbog. Det handler om en der forstår at forme sit liv på en smuk og værdifuld måde! Sådan en vil jeg gerne være. En rigtig livs-kunstner……….

En ting er en identitetskrise. En anden ting er adskillelse fra ens aller kæreste. Uhhadada. Du ved, dem der bor i det aller aller inderste. Er en del af ens hjerteblod. Dem, hvis der sker noget (Gud forbyde det), får ens hjerte til at krakkelerer. Fuldstændigt.
At tage afsked med dem, det er noget der trækker tænder ud. På den rigtige gyselige måde!  

For eksempel har jeg ham her

Jamen, det er jo en kat, siger du!

Jeg erkender, billedet er ikke det bedste, og det jeg har ved hånden. Og ja, på en måde, har du ret. Han ligner godt nok en kat. Hvis du kender ham, ville du vide, at han er det skønneste. Blødeste. Dejligste. Så mild og god. Det lækreste lille Mullebarn, du overhovedet kan forestille dig. Han er min. Han har fulgt mig igennem tykt og tyndt. Aldrig svigtet mig. Slet ikke i de svære stunder!

Mullekatten skal ikke med til Kina. Dyrlægen har godt nok sagt god for det. Jeg tør ikke tage ansvaret. Mullekatten har dårligt hjerte og får dagligt hjertemedicin. Han hader at køre fem minutter i bil. Så jeg er sikker på, at han vil være skækslagen over at være indelukket i 10 timer i en flyver. Og derefter skal i karantæne. I lang tid. Tænk hvis han stikker af. Render væk. En kineser fanger ham. Og spiser ham!
Selvom mit hjerte græder, er jeg fast besluttet. Han skal ikke med. Heldigvis i 11 time, der hvor der kun er mulighed for mirakler tilbage. Der bliver Mullekatten og jeg redet! Han kommer nemlig i familiepleje. Hos den dejligste familie du overhovedet kan forestille dig.

Ja, det kan katte godt. Eller Mullekatten kan. Når jeg kommer hjem til Danmark i en længere periode, så kommer han hjem til mig. Så er vi igen sammen, som om vi sidst sås i går. Mullekatten bære ikke nag.
Egentligt burde han være i kattehimlen. Siger dyrlægen. Grunde alder og hjertefejl. Men det gider Mullekatten altså ikke. Og hvem gider egentlig det, når man har hele to familiers fulde opmærksomhed. Og et katteliv i overflod af kærlighed…………..

Så er der ham her

Min hiphoppendebrydertømrersøn.

Heldigvis gjore han det let for mig. Ham min søn. Og heldigvis har jeg år forinden brugt mange timer, af min meget dyre og meget lange terapeut uddannelse på at græde over, at jeg fuldstændig har glemt at holde øje med, at hans lille fod er vokset til en størrelse 45. Jeg har brugt mange klenex pakker på den konto! Så det gjorde afskeden lettere.

Min hiphoppendebrydertømrersøn – Mike kører mig til lufthavnen. Dengang jeg rejser til Kina. Hjem til Claus. Mike, vil være helt sikker på, at jeg mener det med at tage afsted til den anden side af jorden. Faktisk kan han ikke få mig ud af døren hurtigt nok. Hjemme venter en lejlighed. Helt til eget brug. Fedt. Synes han.

Det er meget stille i bilen, ind til lufthavnen. Der er ikke meget at sige. Og alligevel en hel masse. Jeg har pakket mit hjerte forsvaligt ned i min håndbagage. Mit hjerte er ikke egnet til afskeden. Med min søn.
Så står vi der. Han og jeg. Han er blevet så stor. Så voksen. Og ansvarlig, synes jeg. Mine ben står limet fast. Vil ikke flytte sig. Kan ikke. Mit hjerte ligger heldigvis godt nede i håndbagagen. Og græder. Helt alene.
Til sidst får jeg overbevist min hjerne om, at den skal bede mine ben om at flytte sig. Min ben er meget tunge. Ikke vende dig om. Ikke vende dig om. Gå. Gå. NU. Da jeg er kommet op af trapperne. Står og kikker ned på ham. Min søn. Så er han pludselig blevet så lille. Selvom jeg nøje har bedt mit hjerte om at blive nede i håndbagagen, så vil det ikke længere høre efter. Op hopper det. Og så kommer alle tårene. Det er det aller aller sværeste. Stå der. Tage skridt til den anden side af jorden. Og efterlade min aller dejligste hiphoppendebrydertømrersøn her tilbage…………..

Sidder du godt?

Godt. Er der noget du har brug for?

Ok, men inden jeg går videre, så husk nu, at her hos mig, må du have det præcis som du har det!!!

Hvor kom jeg til. Jo, altså inden jeg forlader dansk jord, så mærker jeg at mit fodfæste begynder at skride i svinget.
For hvad skal der egentligt blive af mig! Min frygt går egentligt ikke på alt det nye – andre lugte, andet menneskesyn, anden himmel. Ja selv det at tælle til 10 på fingrene er anderledes. Nej, det er ikke det der optager mine tanker. Det er mere tankerne om, hvem jeg er uden min daglig dag? Uden evne til at være en mor, lige rundt om hjørnet? Uden min have, hvor jeg kan kikke op i den smukkeste himmel, når jeg har lyst? Uden venner? Og familie? Uden arbejde? Uden min vante identitet? Hvad skal der egentligt blive af mig?

Jeg føler mig skræmt. For skal mit liv nu til at bestå af shopping muligheder og kaffedrikkeri?  Inden jeg får tænkt den tanke til ende, så kender jeg svaret. Men hvad så? Hvad skal jeg så? Og hvem er jeg egentligt når alt det kendte ikke følger med? Hvem er jeg, når jeg sætter alt det vante, karriere og mine egne drømme i parentes?

Som om det ikke er nok i sig selv, så sætter jeg mig i en position, hvor jeg gør mig afhængig af et andet menneske. Mig der stort set altid har klaret mig selv. Og mit barn. Jeg skal forsøges. Betyder det så, at jeg skal bede om penge, hver gang jeg skal købe noget?

Hvad hvis min sjæl begynder at vandre hvileløst rundt, fordi jeg har forandret mig så meget at den ikke kan finde hjem? Til mig!

Tankerne er mange. Og skræmte. Min sikker base er væk. Jeg erfare stille og roligt. Her står jeg endnu engang. Ansigt til ansigt. Med mig selv. Jeg begynder endnu en vandring. På vej til at finde mig selv. På en hel ny måde!

For det andet……….