Jeg er sådan en kvinde der altid har tænkt, at hul i ørerne bestemt ikke er noget for mig. Jeg vil føle mig som et overpyntet juletræ, som har overskredet julen med flere uger. Ikke særlig inspirerende og feminint, derfor har jeg heller aldrig nærmere forholdt til emnet før den fødselsdag, hvor min kæreste forærede mig øreringe til hul i ørerne…………Sjældent har jeg reflekteret så meget over en gave som denne, og det gik op for mig at min manglende “interesse” handlede om noget helt andet end overpyntede juletræer! Det handlede nemlig om øreringedæmoner ØD……….., altså sådan nogen der borer sig langt ind i menneskers – læs min hjerne. Ja, faktisk var der ikke grænser for hvad min fantasi spandt af onde tanker om hvad ØD kunne udrette mod mig!
Efter mange refelktioner med mig selv, besluttede jeg mig. Enden lod jeg ØD styre mit liv eller også kikkede jeg dem direkte i øjnene……….
Jeg gik svedende den lange vej op til guldsmeden. Efter at jeg havde sikret mig, at damen forstod alt om ØD, satte jeg mig nervøst i stolen, stirrede bleg ud i luften alt imens jeg i mit indre bad “……..fri mig fra det onde, for du er riget, magten…………”. Damen satte “mordvåbnet” op til mit øre……….BANG! I samme nu damen skød en ørenring ind i mit ører, forsvandt ØD i et nu – de havde ikke længere magt over mig, og jeg følte bogstavlig talt en stor indre lettelse!
En af mine ynglingsforfattere når det handler om livets store spørgsmål, Irvind Yalom, skriver i ovenstående bog, at angst i livet altid handler om ulevet liv og at denne angst er en symptom på en dyberliggende angst, nemlig angsten for at dø!
Jeg tror de fleste mennesker kender til angst i deres liv i større eller mindre målstok, jeg gør i hvert tilfælde. Nogen former for angst er stærkt invaderende i livet og andre er lettere at face og gøre op med.
Hvilke tanker gør du dig om angst i livet?
Change is a possibility 
Hej Mie
Tak fordi du minder om angstens væsen, og hvordan vi for det meste kan blive fri af den. Vi må konstant minde os selv om ‘Riddiculus’ – hvis ellers du har læst Harry Potter 🙂
Min mor fortalte for nogle år siden, at hendes dødsangst stort set var forsvundet i takt med vores opvækst. Hun hævder, at hun ikke længere er bange for at dø, fordi hun er sikker på, at hun ikke længere har en ALTafgørende rolle at spille i mine søskendes og mit liv. Og jeg kan genkende det. Den værste angst er, at der skulle ske noget med mine børn – eller med mig, så jeg ikke ved selvsyn kan forvisse mig om, at de har det godt.
Den slags reflektioner trænger sig på, når man mister. Det er svært at forholde sig, at noget er endegyldigt. At der ikke er nogen handlinger i verden, som kan bedre tingenes tilstand. Kun muligheden for at lære sig at leve med savnet.
Mange tanker
Tine
Kære Tine,
Tak for dit svar som jeg sidder her og får hel kuldgysning over!
Jeg er helt enig med dig i at den værste angst må være hvis der sker ens barn/børn noget. Eller hvis jeg ikke selv får lov at opleve at se min søn blive far………puha, så har jeg straks lyst til at finde George Gerløs som må kunne opfinde en eller anden evighedseliksir!
Hvor er din mor heldig, hvor må det være dejligt at kunne hvile i, at du og dine søskende nok skal klare jer i livet uden hende.
Harry Potter har jeg endnu tilgode, det lyder som om, at jeg ville kunne lære noget af ham. Så tak for endnu en af dine gode anbefalinger!
God weekend, kærlige tanker – Mie