For det andet

Posted: 13. januar 2012 in Ikke kategoriseret

…………forsættelse

En ting er en identitetskrise. En anden ting er adskillelse fra ens aller kæreste. Uhhadada. Du ved, dem der bor i det aller aller inderste. Er en del af ens hjerteblod. Dem, hvis der sker noget (Gud forbyde det), får ens hjerte til at krakkelerer. Fuldstændigt.
At tage afsked med dem, det er noget der trækker tænder ud. På den rigtige gyselige måde!  

For eksempel har jeg ham her

Jamen, det er jo en kat, siger du!

Jeg erkender, billedet er ikke det bedste, og det jeg har ved hånden. Og ja, på en måde, har du ret. Han ligner godt nok en kat. Hvis du kender ham, ville du vide, at han er det skønneste. Blødeste. Dejligste. Så mild og god. Det lækreste lille Mullebarn, du overhovedet kan forestille dig. Han er min. Han har fulgt mig igennem tykt og tyndt. Aldrig svigtet mig. Slet ikke i de svære stunder!

Mullekatten skal ikke med til Kina. Dyrlægen har godt nok sagt god for det. Jeg tør ikke tage ansvaret. Mullekatten har dårligt hjerte og får dagligt hjertemedicin. Han hader at køre fem minutter i bil. Så jeg er sikker på, at han vil være skækslagen over at være indelukket i 10 timer i en flyver. Og derefter skal i karantæne. I lang tid. Tænk hvis han stikker af. Render væk. En kineser fanger ham. Og spiser ham!
Selvom mit hjerte græder, er jeg fast besluttet. Han skal ikke med. Heldigvis i 11 time, der hvor der kun er mulighed for mirakler tilbage. Der bliver Mullekatten og jeg redet! Han kommer nemlig i familiepleje. Hos den dejligste familie du overhovedet kan forestille dig.

Ja, det kan katte godt. Eller Mullekatten kan. Når jeg kommer hjem til Danmark i en længere periode, så kommer han hjem til mig. Så er vi igen sammen, som om vi sidst sås i går. Mullekatten bære ikke nag.
Egentligt burde han være i kattehimlen. Siger dyrlægen. Grunde alder og hjertefejl. Men det gider Mullekatten altså ikke. Og hvem gider egentlig det, når man har hele to familiers fulde opmærksomhed. Og et katteliv i overflod af kærlighed…………..

Så er der ham her

Min hiphoppendebrydertømrersøn.

Heldigvis gjore han det let for mig. Ham min søn. Og heldigvis har jeg år forinden brugt mange timer, af min meget dyre og meget lange terapeut uddannelse på at græde over, at jeg fuldstændig har glemt at holde øje med, at hans lille fod er vokset til en størrelse 45. Jeg har brugt mange klenex pakker på den konto! Så det gjorde afskeden lettere.

Min hiphoppendebrydertømrersøn – Mike kører mig til lufthavnen. Dengang jeg rejser til Kina. Hjem til Claus. Mike, vil være helt sikker på, at jeg mener det med at tage afsted til den anden side af jorden. Faktisk kan han ikke få mig ud af døren hurtigt nok. Hjemme venter en lejlighed. Helt til eget brug. Fedt. Synes han.

Det er meget stille i bilen, ind til lufthavnen. Der er ikke meget at sige. Og alligevel en hel masse. Jeg har pakket mit hjerte forsvaligt ned i min håndbagage. Mit hjerte er ikke egnet til afskeden. Med min søn.
Så står vi der. Han og jeg. Han er blevet så stor. Så voksen. Og ansvarlig, synes jeg. Mine ben står limet fast. Vil ikke flytte sig. Kan ikke. Mit hjerte ligger heldigvis godt nede i håndbagagen. Og græder. Helt alene.
Til sidst får jeg overbevist min hjerne om, at den skal bede mine ben om at flytte sig. Min ben er meget tunge. Ikke vende dig om. Ikke vende dig om. Gå. Gå. NU. Da jeg er kommet op af trapperne. Står og kikker ned på ham. Min søn. Så er han pludselig blevet så lille. Selvom jeg nøje har bedt mit hjerte om at blive nede i håndbagagen, så vil det ikke længere høre efter. Op hopper det. Og så kommer alle tårene. Det er det aller aller sværeste. Stå der. Tage skridt til den anden side af jorden. Og efterlade min aller dejligste hiphoppendebrydertømrersøn her tilbage…………..

 

Reklamer
Kommentarer
  1. Madame siger:

    Du skriver simpelthen så dejligt, Mie. Det må være svært at skulle sige på gensyn til Mulle og ham, der bruger størrelse 45 i sko.

    Men sikke oplevelser der venter dig omme på den anden side af jorden …

  2. Marie siger:

    Skønt at læse din blog og få sat dine ord og tanker på det at skulle forlade Danmark og dem man holder så meget af. Det har bestemt ikke været det bare grin.

  3. Suanne Bagge Gyldenkærne siger:

    Kære Mie
    Hvor er det herligt at følge med i din fortælling og skønt billede
    Knus herfra mig

  4. TAK til tre skønne damer

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s