Hvem ved bedst………….

Posted: 1. februar 2013 in Ikke kategoriseret

Som 14 årige så jeg filmen Christiane F,
som handler om en pige på 13 år, der bliver
narko prostitueret. Filmen gjorde et voldsomt
indtryk på mig, og jeg besluttede mig dengang
for, at jeg ville være socialrådgiver og arbejde
med misbrugsprostitueret kvinder.

Sådan blev det indtil den dag kom,
hvor jeg dybt i mit hjerte kunne mærke,
at jeg ikke længere kunne holde til at
arbejde med mennesker der i den grad
står midt i livet og alligevel på kanten af døden.

Jeg har altid haft en stolthed for mit fag.
Haft gode jobs med stor ansvarlighed,
kompetencer og skønne ledere der har
støttet mig i at udvikle mig både fagligt
og menneskeligt.

Uden stolthed vil jeg være helt ærlig. I mit faglige
tilbageblik, kan jeg, sagtens få øje på situationer,
hvor min sagsbehandling kunne havde været
mere nuanceret og med større respektfuld forståelse
for det enkelte menneske. Det gør ondt at få øje på.
I ydmyghed visker jeg. UNDSKYLD.

Jeg ved at høj faglighed kræver stor menneskelig
rummelighed, indsigt og forståelse. Faglighed handler ikke
kun, om det der læses i teori bøgerne men sandelige
også om den enkelte behandlers evne til at skabe
og bevare kontakt. Og så er der store spørgsmål
som etik og moral. Med andre ord mennesket
bag fagligheden har ufattelig STOR betydning.

Jeg er blevet en del af systemet. På den anden side
af bordet. Jeg er pårørende til et kært menneske
med en psykisk lidelse. Jeg må sig, jeg har næsten
ikke ord for den magtesløshed det føles blot at være
pårørende. Hvordan er det så ikke at være patient?
For slet ikke at tale om, hvad stiller de psykiske
syge op, som ikke har nogen pårørende der har mod
og styke til at stille spørgsmål og gå imod, hvad
det tunge psykiatriske system VED der er bedst?

Jeg ved der findes gode mennesker med en høj
faglighed inden for det psykiatriske system.
Desværre befinder de sig ikke der, hvor jeg
befinder mig. Jeg er rystet over at erfare den
unuanceret behandling, hvor man ikke sætter
sig ind i, hvilket menneske man sidder overfor.
Ikke to mennesker er ens. Derfor findes der ikke
ens handleplaner for alle.

Som jeg ser det så er rammerne der i en hvis udstrækning.
Det jeg savner er helhedssynet, rummeligheden,
nuancerne, etik, moral og ikke mindst kontakten
til det menneske man sidder overfor, og dem der er omkring.

Jeg gør mig trist at erfare, hvor galt det står til i
psykiatrien nogle steder i Danmark.
Selv ressource stærke mennesker kan blive uendelig træt af,
at kæmpe mod et system der ved bedst……….

Jeg griber i egen barm. Lad mig bevare mine menneskelige
værdier også i min faglighed. Lad mig ALDRIG glemme
mennesket bag problemet!
Hvem ved egentlig bedst……………

 

Kommentarer
  1. Bennedikte siger:

    Det kunne jeg have skrevet, — bortset fra at det var en alkohol og narkokonsulent med røde briller, der i 1985 såede mit frø til at blive psykiatrisk sygeplejerske🙂

  2. Henriette Krüger siger:

    Tankevækkende og SMUKT skrevet Mie. Mon ikke vi alle kan finde situationer frem, hvor vi kunne ha’ gjort det bedre eller bare mere af det (gode) vi gjorde?
    Men håber da også at vi alle (pædagoger, socialrådgivere, behandlere) kan en eller flere solstrålehistorier? Nogen af dem, hvor vi har haft betydning for et andet menneske, der hvor vi har gjort det “rigtige”, der hvor vi har kunnet se bag om alle problemerne og bare SET, HØRT og HOLDT AF mennesket, som vi har stået overfor? Dem kan jeg heldigvis en del af🙂 Og hvor er det skønt at huske på at det med en god mellemmenneskelig relation intet har at gøre med hverken alder eller socialklasse….!

    Men Mie, at se tilbage og tænke “det burde jeg ha’ gjort anderledes” er ikke ensbetydende med at det ikke blev gjort godt eller var det rigtige…. Vi bliver jo hele tiden klogere og omtændighederne ændrer sig… Jeg har en tro på at mennesker (forældre, behandlere mv) gør det bedte de kan ud fra de forudsætninger de har på det givne tidspunkt🙂

    Og sjovt som vi er nogle der så tydeligt kan sætte en finger på hvad det er der har gjort at vi har truffet vores karierevalg…. Jeg så engang i 80’erne et program i TV om REDEN og sagde dengang “der skal jeg engang arbejde….!!!” Og sådan blev det jo…🙂 Og det førte jo en masse andet godt med sig – bla. at jeg lærte dig at kende – SKØNNE MIE❤

  3. Skøøøønt med det der med røde briller, Bennedikte

    Kære Henriette, ja lad os håbe, at alle os der arbejder med mennesker også gemmer på gode oplevelser. Oplevelser der nytter noget. Oplevelser der bringer lys til mennesker. Håb. Og kærlighed.

    Ja, omstændighederne ændre sig. Jeg mener dog, at det nogen gange er for let købt at sige, jeg gjorte det bedste jeg kunne. Nogen gange er det bedste ikke godt nok. Nogen gange savner jeg, at mennesker tør tage ansvar og stå ved det. Erkende at det ikke er godt nok…………..

    Tak for dine søde ord, og skønt at vores drømmevej skabte møde.

    Kærlig søndag til jer begge

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s