En udviklingsrejse eller måske bare en rejse……..

Posted: 13. december 2013 in Ikke kategoriseret

For nogle måneder siden sagde jeg nok så kækt, at jeg
inden jul ville tage toget hjem fra Paris. Alene.
For de fleste mennesker vil det end ikke være nogen udfordring.
Sådan er det ikke for mig. Der er nemlig et eller andet
med min orienteringssans som ikke rigtig har de rette
justeringer. Et eller andet der ikke er blevet koordineret.
Fra starten. Og sådan har det altid været. Med mig.

Du kender det sikkert, det der med at træde ud af sin
komfort zone. Træde der hvor fodfæstet ikke føles helt så sikkert.
Som før. Der hvor hjertet banker lidt hurtigt. Hænderne er fugtige.
Og uroen bevæger sig rundt og får kroppen og sanserne til at være noget på mærkerne.

Sådan omtrent startede min tur hjem fra Paris fredag aften. Midt i myldretiden.
Claus skubbede mig blidt ind gennem lågen til metroen. Doing.
Sagde det. Voldsomt højt. Og inden jeg nåede at tænke mig om, stod Claus
derude på vej mod lufthavnen. Og jeg derinde mit i menneskemyldret.

Hold nu op hvor jeg svedte. Jeg stod lidt. Tog nogle dybe vejrtrækninger
og en hurtig beslutning om, at hvis jeg smiler og ikke åbner
munden så er der ikke en levende sjæl der opdager, at jeg ikke er en
fransk kvinde og har prøvet det her 1000 vis af gange. Og ved præcis hvor
jeg skal hen. Så gik jeg fremad. Holdte skarpt øje med skiltene.
Og forsøgte at ignorere alle de vej muligheder, som jeg ikke skulle gå.
Og hold nu op der var mange. Jeg talte til mig selv. Altså inden i mit hoved.
Nogen skulle ligesom berolige mig. HELE vejen sagde jeg;
“Jeg ved jer kan. Jeg ved jeg kan. Jeg ved jeg kan. Jeg ved jer kan.”

Inden jeg fik set mig om, så stod jeg inde i et meget trængt
metro tog og talte stationer. Præcis som var jeg et barn.
Med en nøgle om halsen. Der skulle finde hjem. Alene.
1. 2. 3. 4. 5. 6. 7. STOP. Jeg stod af og gjorde præcis det samme,
da jeg skulle finde det store tog, på den store station. Toget som
trygt skulle kører mig hjem til den lille provinsby, hvor jeg bor.

Hvilken tilfredshed jeg følte, da jeg endelig nåede min trygge zone.
Alt uroen forsvandt og en lethed indfandt sig. Jeg havde endda overskud,
til at kikke ud over min egen næsetip og hjælpe en ældre dame der
prustede og stønnede for at få sin tunge bagage op af trapperne.
Hendes mand gik bagved hende, og hendes overdreven merci viste mig med alt
tydelighed, at her var en kvinde der var vandt til at klare sig selv.

Jeg var hjemme. Det føltes godt. Som lidt af en sejr. Og helt ærligt.
Hvor svært tror jeg egentligt det kan være……

PS: HUSK det er hverdagens små sejre. Der giver (jule)glimt i øjet

Kommentarer
  1. Axel From L siger:

    Noget af en chok historie, kære .. ..

  2. Ja Axel, udvikling er mange ting……

    Glædelig december, til dig

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s