“Min” magiske by

Posted: 18. februar 2014 in Ikke kategoriseret

Første gang jeg satte mine ben i Chartres, var det kærlighed ved første fodtrin.
Jeg var fuldstændig bjergtaget. Af skønheden. Charmen. Himlen. Nærværet.
Og følte mig som boblende champagne med en rus af forelskelse. Ren lykke.
“Tag mig aldrig væk herfra”, sagde jeg.

Lykken varede ikke ved. Det erfarede jeg hurtigt, da vi ankom med vores 100 flyttekasser.
Alt det byen formåede det formåede menneskene ikke. Nærmest tværtimod. Aldrig har jeg følt mig
så lidt velkommen af en hel gruppe mennesker. Kulden krøb ind under min hud.
Gjorde mig trist. Forundret. Bange. Jeg viste simpelhen ikke, hvor jeg skulle gøre af mig selv.
Jeg mærkede i den grad livets polaitet fra alt er godt – til hvad skal der blive af mig.
Den eneste udvej jeg så var, at give mig selv lov til at have det fuldstændig,
som jeg havde det. Jeg agerede Maude. Gik i seng. Og så lå jeg der. Den næste måned.

Igår var vi til en interkulturel middag. Vi var nationaliteter fra Tyskland, Jamaica,
Brasilien, England, Frankrig og Danmark. Fantastik aften fuld af lækre nationalretter.
En af de franske kvinder, spurgte mig, hvordan det havde været for mig at komme hertil.
Imens jeg fortalte, kunne jeg se der kom overraskelse og stort lys i hendes øjne.
“Sådan havde jeg det også, byen var min redning (hun var tilflytter).
Har aldrig før nu hørt andre har haft det som mig”, svarede hun.

Samtalen i går mindede mig om, at jeg bor i en fuldstændig magisk by. En by der har
sat sig dybe spor i mit hjerte. En by der giver mig følelsen af, at her er hjemme.
En by der omslutter mig, og fylder mig med varme. Jeg ved ikke om der er tilsat noget
særligt til den hvide røg som strømmer op af Notre Dames skorsten og ind i min stue?
Om det er bønnerne. Alle lysende der dagligt bliver tændt. Nonnerne og paddernes daglige
vandring forbi mine ruder. Om alt dette på en særlig måde puster Guds kærlighed, jeg ved det ikke.
Tilgengæld oplever jeg en slags forbundethed, at byen på sin egen særlig måde har givet mig det
tilbage som mennesker har nedbrudt. Den har pustet på mine sår. Og lært mig at uanset hvad mennesker
tænker og tro om mig. Så er jeg! Den dag jeg skal sige farvel, så vil jeg græde. Det ved jeg bare…

Kommentarer
  1. Lene Kjeldgaard siger:

    Kære Mie.
    Er det ved at være farveltid…..
    og goddag til DK/Roskilde?

    Du er savnet her – af både Roskilde og jeg!
    Knuz Lene

  2. Søde Lene, dejligt at være savnet.
    Jeg er at finde bag den smukke kongeblå hoveddør hele marts. Kik forbi.
    Alt er åbent. Endnu.

    Knus tilbage, Mie

  3. Lene Frandsen siger:

    Smukt skrevet, Mie. Jeg kunne mærke dig i Chartres. Fik helt lyst til, at vi skulle mødes dér næste gang i netværket. Men Roskilde er nu også fin!🙂

    Knus

  4. livsmod siger:

    Det er skønt at læse om dine erfaringer ude i verdenen. Da jeg i sin tid satte mine ben på Teologi for første gang, sagde jeg at mit drømme job var præstestillingen i Paris – mit hjerte er tabt til den by forlængst. Den har lige været ledig og det kriblede i mig, tiltrods for barsel og ammehjerne. Men min mand er ikke synderlig glad for franskmænd, netop pga det du beretter.

    Men jeg drømmer stadig om at kunne tale fransk og se mere af landet, men drømme har det også med at være lidt rosenrøde😉

    Tak for billederne af Chartres.

  5. Tak, kære Livsmod og Lene. Ja, drømme har det med at være rosenrøde……..

    Kærlig dag til jer, herfra Chartres

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s