Dit sidste hjerteslag er slået…..

Posted: 12. marts 2014 in Ikke kategoriseret

Er det muligt at forberede sig på dødens komme? Jeg ved det ikke. Da 2013 gik til 2014 viste jeg at det ville være året, hvor du skulle dø. Jeg kunne mærke det i mit hjerte. Jeg var bevist om at døden stødt og roligt nærmede sig dit liv, og alligevel var jeg uforberedt på at blive ringet op og få af vide, det er NU!

Kære far, da jeg kom lå du kold og urolig. Jeg pakkede dig varmt ind, fortalte dig, at du ikke skulle være bange. Du var ikke alene. Mere. Jeg holdte din hånd og mærkede at den blev varm i takt med, at du faldt til ro. Stille og roligt blev din vejrtrækning langsommere og langsommere. Du kunne tydeligt mærke, at jeg var der, sagde de. Da du mærkede min hånd og hørte min stemme, gav du slip. Sammen fulgtes vi så tæt det var muligt i dine sidste timelige hjerteslag. Med tårerne trillende ned af mine kinder, så jeg i stilhed på, hvor smukt og fredfyldt døden nænsom gik dig i møde. Døden var dig nådig.

Kære far, dit levet liv var en modpol til den mildhed døden mødte dig med. Jeg har bedt til at din død måtte være hurtig og nænsom mod dig. Din død overgik mit største håb! Mine tårer i dag handler derfor mest af alt om tabet af liv, år, fællesskab, samhørighed, tryghed, kærlighed. Tabet af familie. Jeg savner det hele. Ikke mindst nu. Mine tårer handler om alt det der ikke blev. Og er. Den sorg vil jeg altid bærer i mit hjerte!

På billederne fra min barndom, kan jeg se den lille pige lyser af vinende begejstring til sin far, som sidder med hende, og kikker på hende med stolte og kærlige øjne. Noget hindrede dette kærlige samspil i at forsætte ind i en tæt tilknytning og samhørighed. Som årene gik blev vi mere og mere adskilt fra hinanden, der var endda år, hvor vi ikke havde kontakt, fordi jeg havde svært ved at rumme og acceptere din måde at være i livet på. Min vrede sørgede for at holde afstand.

Kære far, jeg er for længst holdt op med at være vred. De sidste mange år har jeg kun haft ønske om at gøre mit til, at dine sidste år skulle være så gode for dig som muligt. Da vi for ganske få måneder siden var til indskrivningssamtale på det kærlige plejehjem, blev du spurgt, hvem dit netværk var. Jeg kommer aldrig til at glemme, da du med dine rolige blå øjne kikker på mig med noget bekymring, og langsomt spørg mig; ”Det er du, ikk?” Jo far, jeg er dit netværk. Altid.

Kære far, dit liv var fyldt af alenehed. Dit levet liv er mit værdifulde vidnesbyrd på, hvor vigtige livets valg er, og hvor dyrebare og omkostningsfulde konsekvenserne kan være ved ens valg. Du – kære far, har om nogen lært mig, at valg kan have en ufattelig høj pris.

Far, du lærte mig at have en særlig kærlighed til træ. Jeg kan forsat huske den livgivende duft af frisk savsmuld der lå på gulvet i dit værksted. Jeg sætter pris på godt håndværk, og jeg kan nærmest falde i svime over et stykke træ der mærkes silkeblødt glat. Derfor var der ingen tvivl i mit hjerte, du skulle naturligvis ligges i en trækiste. Hold da op hvor jeg græd, da jeg så dig ligge der og var med til at lægge låg på. Intet levende menneske er længere i stand til at se dit sidste fredfyldte smil i verden. Heller ikke jeg.

Og jeg græd for alvor, da jeg skulle rydde op i din pung. En gråd der kom helt tilbage fra min barndom indeholdende en sådan styrke og kraft som kun kendetegner den dybe og forløsende gråd. I din pung fandt jeg små sedler, som jeg har skrevet til dig igennem tiden. Jeg fandt indsigter ved det jeg ikke fandt og derfor alligevel fandt. Indsigter der går så meget i mit hjerte, at det føles som om det bløder. Igennem marv og ben. Og så var der billederne. Billederne af min mor. Min bror. Og mig. For dig holdte vi aldrig op med at høre sammen, sådan var det bare. Du bar os med rundt. Altid.

Vi skulle havde bygget huse sammen, du og jeg. Det blev ikke til noget fællesbyg i livet, så jeg har givet dig din tommestok med til evigheden, for hvem ved, måske du og jeg en gang kommer til at bygge de smukkeste paladser. Sammen. Der på den anden side. Og så gav jeg dig et billede med af dig og mig. For intet skal holde os adskilt. Igen, far. Heller ikke døden.

Kære far, dit liv og død var i stærk modpol til hinanden. Din død er alt det som dit liv ikke var. Du blev smukkere og smukkere i takt med at dit åndedrag blev svagere og svagere. Da dit sidste hjerteslag var slået lå du med et fredfyldt smil på dine læber. Ingen mennesker kan være i tvivl om, at du er kommet derhen, hvor der er godt at være. Du er endelig kommet hjem, far.

En mandag klokken 14:47 slog du dit sidste hjerteslag. Det hele gik så stærkt og stille, at jeg ikke kunne nå at følge med. Til sidst måtte jeg blot acceptere, der kom ikke flere slag. Det var slut. Du var død. Din sjæl allerede på vej. Borte. Væk. Du blev stille og rolig koldere. Og koldere. Igen. Dit nøjsomme liv er forbi. For altid. Jeg er nu for alvor uden en far.

Kære far, vi sluttede som vi startede. Sammen. Tak fra mit hjerte! Jeg forestiller mig, at der er smukt på den anden side, og du ligger på velduftende og frodige grønne enge og ikke mindst, at du nu er omsluttet af nærvær og kærlighed. Jeg vil bevare mindet af dit sidste smil. Altid. Far vel, kære far, jeg sender dig af sted med lys. Fred. Og kærlighed. Størst af alt er kærlighed.

Din datter i timeligheden. Og i evigheden. Altid……

❤ FRED❤

Kommentarer
  1. Kære Mie! Hvor skønt, at du måtte være hos din far! Kæmpe knus herfra. Eva Maria

  2. jubelglad siger:

    Kære Mie. Jeg/ Vi sender dig tanker og kærlighed❤
    At sige farvel er altid svært og dog tror jeg, at du gør det med så stor ømhed i hjertet❤
    Størst af alt er kærligheden❤

  3. jubelglad siger:

    Undskyld, MIe- Det er Jac der har skrevet ovenstående – ved ikke hvorfor den er logget på med den konto❤

  4. Karsten Nilsson siger:

    Smukt skrevet kan virkelig fornemme ømheden i det skrevne❤

  5. TAK for jeres kærlige kommentare❤

  6. Tina siger:

    Kære Mie.

    Jeg ser først nu din blog og forstår, at du nu for evigt har mistet din far. Og jeg græd, da jeg læste dine ord. Så stor og ærlig en kærlighed og en poetisk beskrivelse af savn. længsel og sorg.
    Jeg ved (eller håber inderligt!!) at din far har set hele din smukke sjæl, mens han var her. Og hvis ikke, så ser han den nu fra sine grønne enge❤

    Mange tanker til dig
    Tina

  7. Deborah siger:

    Sidder her med tårer i øjnene! Meget, meget smukt, og din far glæder sig, er jeg sikker på, over sin smukke datter.

  8. Sorg er den skygge som kærlighed kaster Mie, men kærligheden imellem dig og din far har formodentlig givet jer nogle af de største oplevelser og rareste følelser i livet. Det er ihvertfald noget der er værd at tage med videre i livet, og minderne om de glade stunder med din far, har du helt for dig selv.

  9. TAK

    Størst af alt er kærlighed❤

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s