Samhørighed tilbage til familerne. Tak

Posted: 18. august 2014 in Ikke kategoriseret

Min Bedste havde de mest varme og kærlige hænder. Ikke at hun på nogen måde var fysik med kram, ord og sådan (Sådanneimpulsivefølelsesudbrudfandtesikkeidetnordligstejylland.Dengang). Men hænder der på magisk vis skabte nærvær. Smukke ting med en hæklenål. Og alle i familien var enige om, at ingen kunne rører en frikadellefars, som Bedste. Ingen.

Min Bedste have ikke nogen uddannelse (så vidt jeg ved). Til gengæld kunne ingen fylde sin stue med nærvær. Som Bedste. INGEN. Mange somre har jeg ligget på hendes sofa, og (ærligt) slugt den ene lægeroman. Efter den anden. Imens sad Bedst trygt i sin stol. Med sin hæklenål. Ord og kærtegn var ikke nødvendigt. Vi var bare SAMMEN. Bedste og jeg.

I mange år troede jeg fejlagtigt, at det var mig der var det gode barnebarn, når jeg også som voksen tog den lange tur i toget. Hjem til Bedste. Det er gået op for mig, at sådan hang det slet ikke sammen. Hos Bedste fandt jeg noget af det, jeg inderligt længtes efter. I min hverdag. Nærvær. Og samhørighed!

Jeg har interesseret fulgt med i debatten omkring dagens forældre og bedsteforældre. Den hårde tone gør mig ufattelig trist. Personligt har jeg forståelse for både bedsteforældre og forældre. Også tænker jeg alt for mange misforståelser. Om krav. Betingelser. Beskyldninger.

Og udsagn som ogdajegvarungdahavdevisletikkesågodevilkår/muligheder.Oglangbarsel.Ogsemigjegklarededetfint.Alene. Oghvadmedatdutænkerlidtpådinebørnebørnistedetforatrenderundtogrealiser.Dig selv.

Alt for lidt rummelighed. Og lytten til hinanden. Forståelse for den andens ståsted.

Og for at sige det som det er, kærlighed kommer fra hjertet. Det kan hverken købes eller presses igennem. Desværre.

I Danmark er vi på mange måder rige. Og lykkelige. Samtidig er vi så fattige. På samhørigheden i familien. Og ja vi kan selv. Alle sammen (stort set). Og på trods af det så har vi dældulme brug for hinanden. Brug for ikke at stå alene. Omend vi er børn, unge, forældre eller bedsteforældre. I familierne kan vi noget, som vi ALDRIG kan få det offentlige til at give, om så vi betaler med guld og grønne skove. I familien kan vi give ægte samhørighed. Bare fordi vi høre sammen! 

PS: Jeg er med på at det ikke altid er så enkelt enda. Min peronlige erfaring siger mig, at der nogen gange skal sluges en kamel. Eller to. Og på trods er konklusionen at familiesamhørigheden ikke lykkedes…..

 

Reklamer
Kommentarer
  1. salling48 siger:

    Min Bedste blev over 90 år gammel. Jeg besøgte hende een gang om ugen, med dagens avis og læste op, af nyheder, dødsfald og annoncer (1960érne). Jeg var hver uge imponeret over hendes hukommelse, der var dybdegående og jeg tror, hun bearbejdede historierne, til jeg kom næste gang. Bedste kunne huske alt. Jeg udlevede den gave, hun gav mig, ved at tage et kursus, så jeg kunne huske tekst og andet ordret i lang tid. Gud bevare bedste´r – ellers tar fanden dem måske.. ..

  2. Jeg hepper med dig. Må Gud bevare alle bedsterne…..

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s