Når hjertet finder frem….

Posted: 7. september 2014 in Ikke kategoriseret

Kort før min far dør bliver jeg mindet om en kendt kvindes navn. Jeg begynder at følge kvindens opdateringer. Uden helt at forstå hvorfor. Så dør min far, og noget ved hans død har fået et slør til at forsvinde fra mig, for pludselig skaber kvindens ord så meget genklang i mit hjerte, at jeg nærmest vælter omkuld.

I kvindens ord genkender jeg hendes rejse. I min rejse. Eller omvendt. Måske? I mit indre mærker jeg, hvad der ligger bag kvindes ord. Dybden. Roen. Savnet. Smerten. Længslen. Håbet. Angsten. Adskillelsen. Afhængigheden. Tilknytningen. Samhørigheden. Og kærligheden.

Med ro i sjælen mærker jeg genkendelighed og nye dybder, jeg ikke aner, hvor føre mig hen. Jeg ved blot, at jeg vil følge strømmen. Give mig selv lov til at mærke. Også at jeg grunde min historie har ladet mig forføre til en sandhed om mig, som ikke er min. En sandhed der bl.a. har drevet mig til at knokle en vis legemes del ud af bukserne for at bevise, at en praktikker som mig, ved ihærdighed godt kan hæve sig op og få lov til at sidde på en stol og kalde sig kandidat studerende. Og for enden af kandidatstudiet vil jeg muligvis forstå alt det jeg ikke før har forstået? Måske vil jeg endda anerkende mig selv? Tænker jeg og smiler. For pludselig forstår jeg, hvorfor jeg altid har haft svært ved at forstå alle de fine intellektuelle ord. Pludselig forstår jeg, hvorfor ordene ikke i selv giver mening, og hvorfor jeg ikke helt formår at knække koden til at diskutere med ord, hvor hjertet ikke er repræsenteret. Pludselig forstår jeg, hvorfor nogle mennesker har givet mig oplevelsen af latterliggørelse, i mine egne ord om kærlighed. Lige der forstår jeg, at jeg ikke skal lytte til menneskers ord, hvor hjertet ikke følger med, og gør disse ord til sandheden. Om mig!

Lige der forstår jeg også en hel anden dybde, at hvad en helt anden kvinde har sagt til mig. Igen. Og igen. For noget der ligner en menneskealder siden. Kvinden sagde; ”Når alt er tænkt og alt er sagt så har hjertet alligevel over hjernen magt.”

Min far døde. I hans død mistede jeg ikke blot min far. Jeg har grædt mange tåre i accepten af at det er som det er. I dag siger jeg tak, fordi smerten, erkendelsen og de salte tåre har været med til at åbne mit hjerte op. Igen. Symbolsk plukker jeg humle i mit lille Noahus´ have. Jeg binder et hjerte, som jeg i taknemmelighed ligger på min fars grav. Og med tårerne løbende ned af mine kinder retter jeg blikket mod den lysende blå himmel. Giver slip. På alt. Stille siger jeg tak, fordi sløret forsvinder og åbner mit hjerte. Jeg mærker fred!

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s