Polariteter uden nuancer

Posted: 12. oktober 2014 in Ikke kategoriseret

Forleden dag var jeg til messe hele to gange. Vi havde besøg af svigerfar, og selvom han normalt ikke er kirkegænger, så ville han gerne opleve gudstjeneste i den smukke katedral – Notre Dame. Så vi var til messe i krypten om formiddagen og om aftnen indenfor i katedralens sal.

Blandt kirkestolene er en kæmpe labyrint. Hver fredag i turist sæsonen bliver alle stolene fjernet fra labyrinten, så det bliver muligt for alle at vandre ind til midten af labyrinten. De kristne går vejen til Jesus, og de spirituelle vandre for at finde vejen til deres højre selv.

Jeg har igennem årene været lidt imponeret over, at den katolske kirke har åbenheden til begge vandringer. Denne fredag aften bliver jeg en hel del klogere, og erfarer at det bestemt ikke er med deres hjerte, at de ligger op til den spirituelle vandring til at finde vej i sig selv.

For anden gang den dag modtager jeg nadver. Det vil sige kun brødet, vinen bliver ikke delt (af grunde jeg kun kan gisne om). Præsten giver brødet i hænderne eller direkte ind i munden. Jeg modtager brødet i hånden, og for ikke at sænke processen, går jeg ud af rækken, før jeg putter brødet i munden. En ung kvinde kikker så hadefuldt på mig samtidig med, at hun siger noget jeg ikke forstår. Hendes blik er så vildt, at jeg får helt ondt i hjertet. Claus siger, at præster, nonner og resten af meningheden alle kikker efter mig, og på et tidspunkt tro han, at præsten vil gå efter mig. Selv fattede jeg intet.

Så sidder jeg der og i stedet for at føle lethed er mit hjerte knuget.

Jeg må tale med den unge kvinde (som heldigvis kan tale engelsk), og have vished over hvad der foregår.

Og så forstår jeg. Præsterne og menigheden er meget oprørt over de mennesker der vandre i labyrinten, ikke for at finde vej til Jesus, men for at finde vej i sig selv. For dem (præsterne og menigheden) er det hele sort og hvidt. Intet er midt i mellem. Og gør man ikke som de gør, så er man som udgangspunkt ikke lyset, men sendt af mørket. Den unge kvinde tro jeg er en af dem der i hendes øjne spotter Jesus og bruger ordet satanist mod mig. Jeg spørg hende direkte, om hun mener, at jeg er sendt af satan. I vores snak går det op for hende, at hun har taget fejl.

Selvom jeg forsat ryster, da jeg går derfra, ønsker jeg den unge kvinde Guds velsignelse, og takker hende, fordi hun har lært mig, at selvom jeg i den bedste mening og i respekt for processen ikke tog brødet foran alteret og præsten, så var det en stor krænkelse for dem der tilhørte menigheden. Denne unge kvinde fulgte sit hjertes dybe tro. Hendes angst for mørkets kræfter er så stor, at hun har mod til at vise mig den skrøbelige sårbarhed som også findes i troen, når den leves uden nuancer. Måske er det herfra religiøse krige udspringer??? Der hvor lyset er så blændende at alt andet er mørke. Enden er det godt eller ondt. Rigtigt eller forkert. Ingen nuancer mellem polariteterne.

Jeg lærte en hel del den fredag aften.

I mit hjerte tro jeg på, at lyset er så meget større end mørket!
Må du denne søndag mærke lyset. Glæden. Varmen. Kærligheden. Velsignelsen. I dit❤

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s