TAK

Egentligt kan jeg skrive at denne blog har været med mig verden rundt. Jeg startede den i Kina. Havde den med på kort gennemrejse i Danmark og videre med til Frankrig, hvor jeg skriver fra nu. Bloggen har givet mig gode stunder, indsigter, minder fra fantastiske oplevelser og møder med mennesker, som jeg angiveligt ellers ikke ville have mødt. Jeg tror nok, at jeg havde forestillet mig, at selvom jeg har fået ny hjemmeside med en ny blog, så ville jeg forsætte med at skrive her. Det er ikke altid virkeligheden passer ind i ens forestillinger, så jeg har besluttet at det her er mit sidste indlæg på denne blog. Tak til dig der har fulgt mig, kommenteret og været med til at skabe liv. På min nye hjemmeside skypeterapeut.dk skriver jeg udover bloggen også indsigtsbreve. Jeg kalder dem indsigtsbreve fordi det er breve der sigter ind og kan være med til at skabe refleksioner i dit liv og dagligdag. Du er velkommen til at skrive dig op til dem. Det er helt gratis og du kan til enhver tid afmelde dig igen. Må julens kærlige budskab og fred komme dig i møde og skabe en glædelig jul, hjemme hos dig. Mange kærlige julehilsner Mie ❤

PS: Skriver du dig op til mit indsigtsbrev, får du helt gratis mit e-hæfte Eksistensfilosofi i et hverdagsperspektiv. Direkte i din indboks 

Ny hjemmeside

Jeg har i dag offentligtgjort min nye hjemmeside. Der kan du læse om eksistentielle og terapeutiske temaer på min blog. Du er velkommen til at kikke forbi, hvis du har lyst.

God og lysende allenhelgensaften til dig ❤

Tanker der flyver

Sidder og skriver eksamensopgave. Igen. Indimellem kikker jeg ud af mit fine store vindue og ud på min lille franske have, og reflektere lidt over, hvorfor jeg bruger min tid på at læse så kompliceret tekster, at mine øjne er helt tørre, mit hoved ørt og mit hjerte sukker efter ord der er til at forstå. En ting er helt sikkert, jeg bliver aldrig fan af det akademiske sprog. Når jeg så alligevel bliver hængende, så er det fordi at det er netop i fordybelsens skrivning af ordene folder sig ud og giver en dybere forståelse. Dybere forståelse giver flere nuancer og med flere nuancer, bliver jeg forhåbenligt også en bedre praktiker, hvis det er tilfældet så giver det mening at hænge i. Lidt endnu. Så selvom jeg lige nu mest drømmer om, at iføre mig mine røde gummistøvler. Grave i min lille franske have. Mærke jord under fødderne. Himmel over hovedet. Og har et hjerte der sukker efter helt almindelige ord. Så vælger jeg helt bevist at kalde mine tanker tilbage og fokusere på det, som jeg langtfra altid forstår.

Polariteter uden nuancer

Forleden dag var jeg til messe hele to gange. Vi havde besøg af svigerfar, og selvom han normalt ikke er kirkegænger, så ville han gerne opleve gudstjeneste i den smukke katedral – Notre Dame. Så vi var til messe i krypten om formiddagen og om aftnen indenfor i katedralens sal.

Blandt kirkestolene er en kæmpe labyrint. Hver fredag i turist sæsonen bliver alle stolene fjernet fra labyrinten, så det bliver muligt for alle at vandre ind til midten af labyrinten. De kristne går vejen til Jesus, og de spirituelle vandre for at finde vejen til deres højre selv.

Jeg har igennem årene været lidt imponeret over, at den katolske kirke har åbenheden til begge vandringer. Denne fredag aften bliver jeg en hel del klogere, og erfarer at det bestemt ikke er med deres hjerte, at de ligger op til den spirituelle vandring til at finde vej i sig selv.

For anden gang den dag modtager jeg nadver. Det vil sige kun brødet, vinen bliver ikke delt (af grunde jeg kun kan gisne om). Præsten giver brødet i hænderne eller direkte ind i munden. Jeg modtager brødet i hånden, og for ikke at sænke processen, går jeg ud af rækken, før jeg putter brødet i munden. En ung kvinde kikker så hadefuldt på mig samtidig med, at hun siger noget jeg ikke forstår. Hendes blik er så vildt, at jeg får helt ondt i hjertet. Claus siger, at præster, nonner og resten af meningheden alle kikker efter mig, og på et tidspunkt tro han, at præsten vil gå efter mig. Selv fattede jeg intet.

Så sidder jeg der og i stedet for at føle lethed er mit hjerte knuget.

Jeg må tale med den unge kvinde (som heldigvis kan tale engelsk), og have vished over hvad der foregår.

Og så forstår jeg. Præsterne og menigheden er meget oprørt over de mennesker der vandre i labyrinten, ikke for at finde vej til Jesus, men for at finde vej i sig selv. For dem (præsterne og menigheden) er det hele sort og hvidt. Intet er midt i mellem. Og gør man ikke som de gør, så er man som udgangspunkt ikke lyset, men sendt af mørket. Den unge kvinde tro jeg er en af dem der i hendes øjne spotter Jesus og bruger ordet satanist mod mig. Jeg spørg hende direkte, om hun mener, at jeg er sendt af satan. I vores snak går det op for hende, at hun har taget fejl.

Selvom jeg forsat ryster, da jeg går derfra, ønsker jeg den unge kvinde Guds velsignelse, og takker hende, fordi hun har lært mig, at selvom jeg i den bedste mening og i respekt for processen ikke tog brødet foran alteret og præsten, så var det en stor krænkelse for dem der tilhørte menigheden. Denne unge kvinde fulgte sit hjertes dybe tro. Hendes angst for mørkets kræfter er så stor, at hun har mod til at vise mig den skrøbelige sårbarhed som også findes i troen, når den leves uden nuancer. Måske er det herfra religiøse krige udspringer??? Der hvor lyset er så blændende at alt andet er mørke. Enden er det godt eller ondt. Rigtigt eller forkert. Ingen nuancer mellem polariteterne.

Jeg lærte en hel del den fredag aften.

I mit hjerte tro jeg på, at lyset er så meget større end mørket!
Må du denne søndag mærke lyset. Glæden. Varmen. Kærligheden. Velsignelsen. I dit ❤

Når hjertet finder frem….

Kort før min far dør bliver jeg mindet om en kendt kvindes navn. Jeg begynder at følge kvindens opdateringer. Uden helt at forstå hvorfor. Så dør min far, og noget ved hans død har fået et slør til at forsvinde fra mig, for pludselig skaber kvindens ord så meget genklang i mit hjerte, at jeg nærmest vælter omkuld.

I kvindens ord genkender jeg hendes rejse. I min rejse. Eller omvendt. Måske? I mit indre mærker jeg, hvad der ligger bag kvindes ord. Dybden. Roen. Savnet. Smerten. Længslen. Håbet. Angsten. Adskillelsen. Afhængigheden. Tilknytningen. Samhørigheden. Og kærligheden.

Med ro i sjælen mærker jeg genkendelighed og nye dybder, jeg ikke aner, hvor føre mig hen. Jeg ved blot, at jeg vil følge strømmen. Give mig selv lov til at mærke. Også at jeg grunde min historie har ladet mig forføre til en sandhed om mig, som ikke er min. En sandhed der bl.a. har drevet mig til at knokle en vis legemes del ud af bukserne for at bevise, at en praktikker som mig, ved ihærdighed godt kan hæve sig op og få lov til at sidde på en stol og kalde sig kandidat studerende. Og for enden af kandidatstudiet vil jeg muligvis forstå alt det jeg ikke før har forstået? Måske vil jeg endda anerkende mig selv? Tænker jeg og smiler. For pludselig forstår jeg, hvorfor jeg altid har haft svært ved at forstå alle de fine intellektuelle ord. Pludselig forstår jeg, hvorfor ordene ikke i selv giver mening, og hvorfor jeg ikke helt formår at knække koden til at diskutere med ord, hvor hjertet ikke er repræsenteret. Pludselig forstår jeg, hvorfor nogle mennesker har givet mig oplevelsen af latterliggørelse, i mine egne ord om kærlighed. Lige der forstår jeg, at jeg ikke skal lytte til menneskers ord, hvor hjertet ikke følger med, og gør disse ord til sandheden. Om mig!

Lige der forstår jeg også en hel anden dybde, at hvad en helt anden kvinde har sagt til mig. Igen. Og igen. For noget der ligner en menneskealder siden. Kvinden sagde; ”Når alt er tænkt og alt er sagt så har hjertet alligevel over hjernen magt.”

Min far døde. I hans død mistede jeg ikke blot min far. Jeg har grædt mange tåre i accepten af at det er som det er. I dag siger jeg tak, fordi smerten, erkendelsen og de salte tåre har været med til at åbne mit hjerte op. Igen. Symbolsk plukker jeg humle i mit lille Noahus´ have. Jeg binder et hjerte, som jeg i taknemmelighed ligger på min fars grav. Og med tårerne løbende ned af mine kinder retter jeg blikket mod den lysende blå himmel. Giver slip. På alt. Stille siger jeg tak, fordi sløret forsvinder og åbner mit hjerte. Jeg mærker fred!

At miste. Sig selv!

I Januar 2009 kørte min søn mig til lufthavnen. Jeg var på vej til at følge mit hjerte på den anden side af jorden. Det var stort og selvom jeg viste det var det rigtige så foregik der en hel del splittelse og kampe inde i mig.

På den ene side var jeg begejstret. Jeg så for mig et nyt liv fuld af eventyr og oplevelser, som jeg end ikke havde fantasi til at tænke mig til. På den anden side var jeg bange. Bange for at miste mig selv. For hvem var jeg egentlig når jeg fløj væk fra min hverdag og alt det genkendelige i Danmark?

I mine værste tanker forstillede jeg mig, at min sjæl fløj væk, og ikke kunne finde tilbage, fordi den ikke længere kunne genkende. Mig. Mit skræk scenarier var, at min person blev reduceret til Fru Claus Christensen. Jeg blev helt tom i blikket og fik ondt i maven. Bare ved tanken.

Nogen finder sig selv udenfor. I den materielle verden. Andre finder bedst sig selv indenfor. I roen, fordybelsen og nærværet.

At være bange for at miste dele af sin identiet er særdeles sårbart. Det kan opleves både tomt, farefuldt og meningsløst. Tænker du over at du på en måde stikker af fra dig selv, når du ikke tager dig selv og din situation alvorlig. Og hvis du stikker af fra dig selv, hvem er så tilbage til at tage sig af dig? Det kræver mod at træde ud i det dybe vand og samtidig er det netop i det dybe vand der er unikke muligheder for at lære nye dybder af sig selv at kende. Med din egen kærlige nænsomhed kan du øve dig i at være opmærksom på hvad der skaber genklang. I dig. Måske har du svært ved at få øje på det. Til gengæld lover jeg at øvelse gør mester, så når du først lytter og mærker klangen. Så følg den. For den vil vise dig vej. Til dig.

På min rejse ude i verden, gav jeg slip på den jeg var, og jeg måtte bygge mig en hel del redningsplanker. Undervejs. Selvom jeg forsat er på vej, så ved jeg at min sjæl ikke fløj væk. Den blev hos mig. Og lærte mig på en nænsom måde at være åben i mit hjerte. Mærke kærligheden, for det er kærligheden der er drivkraften. Inde i mig!

Samhørighed tilbage til familerne. Tak

Min Bedste havde de mest varme og kærlige hænder. Ikke at hun på nogen måde var fysik med kram, ord og sådan (Sådanneimpulsivefølelsesudbrudfandtesikkeidetnordligstejylland.Dengang). Men hænder der på magisk vis skabte nærvær. Smukke ting med en hæklenål. Og alle i familien var enige om, at ingen kunne rører en frikadellefars, som Bedste. Ingen.

Min Bedste have ikke nogen uddannelse (så vidt jeg ved). Til gengæld kunne ingen fylde sin stue med nærvær. Som Bedste. INGEN. Mange somre har jeg ligget på hendes sofa, og (ærligt) slugt den ene lægeroman. Efter den anden. Imens sad Bedst trygt i sin stol. Med sin hæklenål. Ord og kærtegn var ikke nødvendigt. Vi var bare SAMMEN. Bedste og jeg.

I mange år troede jeg fejlagtigt, at det var mig der var det gode barnebarn, når jeg også som voksen tog den lange tur i toget. Hjem til Bedste. Det er gået op for mig, at sådan hang det slet ikke sammen. Hos Bedste fandt jeg noget af det, jeg inderligt længtes efter. I min hverdag. Nærvær. Og samhørighed!

Jeg har interesseret fulgt med i debatten omkring dagens forældre og bedsteforældre. Den hårde tone gør mig ufattelig trist. Personligt har jeg forståelse for både bedsteforældre og forældre. Også tænker jeg alt for mange misforståelser. Om krav. Betingelser. Beskyldninger.

Og udsagn som ogdajegvarungdahavdevisletikkesågodevilkår/muligheder.Oglangbarsel.Ogsemigjegklarededetfint.Alene. Oghvadmedatdutænkerlidtpådinebørnebørnistedetforatrenderundtogrealiser.Dig selv.

Alt for lidt rummelighed. Og lytten til hinanden. Forståelse for den andens ståsted.

Og for at sige det som det er, kærlighed kommer fra hjertet. Det kan hverken købes eller presses igennem. Desværre.

I Danmark er vi på mange måder rige. Og lykkelige. Samtidig er vi så fattige. På samhørigheden i familien. Og ja vi kan selv. Alle sammen (stort set). Og på trods af det så har vi dældulme brug for hinanden. Brug for ikke at stå alene. Omend vi er børn, unge, forældre eller bedsteforældre. I familierne kan vi noget, som vi ALDRIG kan få det offentlige til at give, om så vi betaler med guld og grønne skove. I familien kan vi give ægte samhørighed. Bare fordi vi høre sammen! 

PS: Jeg er med på at det ikke altid er så enkelt enda. Min peronlige erfaring siger mig, at der nogen gange skal sluges en kamel. Eller to. Og på trods er konklusionen at familiesamhørigheden ikke lykkedes…..

 

Når udvikling forsætter. I en uendelighed

Jeg er i gang med at udvikle mig. For tiden. Altså på den der måde
hvor jeg tvinger mig selv derud, hvor jeg ikke rigtig kan bunde. Og ja,
jeg svømmer lidt rundt nu, hvor jeg deler min sårbarhed. Med dig.
Måske Kierkegaard vil havde nævnt, at mennesker vover for ikke at miste livet?

Jeg er i gang med en nye hjemmeside. Sådan en mere professionel en af slagsen.
Nåh ikke andet, tænker du måske?

Jeg har været i gang i mere end to år. Sådan cirka. Ja, jeg har til tider en
sådan lidt drøvtyggende personlighed. Men den dybeste sandhed er, at jeg er bange.
Altså ikke bange for at dø. Jeg er bange for dig!

Bange for mig, tænker du måske?

Og helt ærlig jeg forstår godt, hvis du ryster på hovedet af mig. Faktisk
ryster jeg også lidt på hovedet af mig selv. Men pludselig bliver det alvor,
og jeg ser dig grine højlydt af mig, imens du på den mest hånende måde griner forarget;
“Og du tror, du kan støtte andre mennesker til at få et mere kærlighedsrigt liv?
Ha, ha, ha…”. Også bliver jeg bange. For hvor svømmer jeg hen? Hvor går jeg hen?
Hvad gør jeg af mig selv? Når du synes, at jeg er latterlig!

Også bliver jeg (lidt) stædig, sådan på den tyrer agtige måde. For ingen andre end
mig, ved hvad jeg ved. Hvilke ar jeg har på min sjæl. Hvilke savn og tab jeg har lidt.
Hvilke veje jeg har gået for at lære om kærlighedens lys. Og mørke. Også er det jeg
forsætter lidt mere på min nye hjemmeside. Nu er jeg faktisk kommer så langt, som til
NU ER DEN SNART FÆRDIG. Så starter svømmeturene forfra…..

På den måde kan udviklingen forsætte i det uendelige. Lige til jeg har sat de
sidste ❤ -er, og du ikke længere er helt så farlig. For mig. Og at komme helt
dertil kan godt tage lidt tid. Endnu. Og indtil da, sender jeg kærlighed. Til dig.

PS: Jeg har iført mig redningsvest

Derfor er jeg ikke helt mig selv. For tiden.

I morges sagde min kære mand; “Hvad sker der for dig for tiden?”
Jeg havde glemt vores årsdag, hvilket aldrig er sket før.
Faktisk plejer jeg at stavle en mindre romantisk fest på benene.
Bare ham. Og jeg. I år løb dagen ud i andre dage. Bare sådan
som sand der løber ud mellem fingerne….

Få dag før gav Claus mig selv svaret på overstående, da han sagde;
“Er du klar over, at du inden for de sidste 7 måneder har klargjort
og afhændet 5 boliger. Og indrettet 3 1/2 nye boliger (4 af dem er
min fars. Og 1 1/2 er forsat under renovation. I Danmark)?”

Så kære dig, undre du dig over, at du ikke høre fra mig. Eller noget.
Er det angiveligt fordi jeg er lidt grundtræt. Og derfor ikke helt
mig selv. For tiden.

PS: Her er sommerferien inddraget til flytninger/istandsættelser/indretninger.
Det skal dog ikke hindre mig i, at ønske dig en kærlig og livgivende sommer ❤

Drømmer du om kolonihave?

Det gjorde jeg en gang. Det gør jeg ikke længere, fordi jeg har det dejligste lille Noahus. Her tænker
jeg mange tanker, når jeg sidder og kikker ud på “min” livgivende valmuemark og ser på harerne hoppe rundt.

Har du kolonihave drømme, og savner at indsnuse duften af sommer. Høre fuglene synge, imens du sidder på DIN træterrasse. Og spiser jordbærtærte. Og er du i stand til at se muligheder. Arbejdsom. Har et solidt håndelag. Ikke bange for at trække i arbejdstøjet. Har masser af gåpåmod og kreative ideer. Og lige som jeg, ret vild med træ. Træ. Og træ. Så er tømrermesterens kolonihave i det meget attraktive VESTERVANG måske lige noget. For dig???

FAKTA:
Grund: 325 kvm2
Hus: 2 værelser, stue, køkken/alrum, (separations) toilet og gang ca. 65 kvm2
Træterrasse: ca. 20 kvm2
Værksted: (kan med godt håndelag også bruges som anneks, teenageværelse, behandlerrum eller lign.) ca. 10 kvm2
ALT el, træarbejde og rørlægning er udført af professionelle håndværkere
Skur: ”Drivhus” med to sammenhængende skure (dårlig stand) ca. 13 kvm2
Parkering: Stor med plads til både bil og trailer (kan inddrages til have)
Have: Lille og nem med meget flisebelægning
Bopælspligt: Bopæl i Roskilde kommune nødvendigt

PS: Kolonihavehuset er bygget af min far som var tømrer. Det er af ældre dato, så du må påregne en del maling, vedligehold og reparation, hvilket der er taget højde for i prisen. Med andre ord du skal vide, at der angiveligt vil være en del arbejde i projektet for at skabe det til DIT unikke sted! Til gengæld kan det blive rigtig godt. Er jeg sikker på……